Наши партнеры

Menu



Bekræftet: Würtz og Nordstrand til FCK

Dansk fodbold

FC København har bekræftet, at Rasmus Würtz og Morten Nordstrand har skrevet under på fem-årige kontrakter, og at de begge tiltræder i klubben med øjeblikkelig virkning.

FC København bekræfter, at de har skrevet kontrakt med AaBs midtbaneprofil Rasmus Würtz og FC Nordsjællands målfarlige angriber Morten Nordstrand. Begge spillere har skrevet under på en fem-årig kontrakt.

“Det er to stærke spillere, der kommer til F.C. København, og det glæder mig især, at danske spillere på højeste niveau ser F.C. København som et stort, karrieremæssigt fremskridt. Morten Nordstrand har et kæmpe potentiale og har allerede bevist sit talent og sin målnæse for FC Nordsjælland og tidligere hos Lyngby, mens Rasmus Würtz er en spiller med præcis den profil som vi har søgt. Jeg er sikker på, at begge bliver store gevinster for os,” sagde FC Københavns sportschef Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Morten Nordstrand glæder sig meget over skiftet til de danske mestre.

“Jeg har været glad for min tid i FC Nordsjælland, men nu glæder jeg mig utrolig meget til at blive en del af denne her trup samt komme til at træne og spille på absolut højeste niveau i Skandinavien. For lidt over et år siden spillede jeg i 1. division og nu er jeg en del af F.C. København, hvilket jeg er utrolig stolt af. Jeg glæder mig til at vise hvad jeg kan, forhåbentlig score en masse mål, og bidrage med yderligere succes til FCK,” sagde Nordstrand, der i sidste sæson scorede 18 mål og leverede 14 assists for FC Nordsjælland.

Rasmus Würtz glæder sig ligeledes over sit skifte til FC København.

“Jeg glæder mig til den nye udfordring i København. Efter fem sæsoner i AaB føler jeg tiden er inde til at prøve noget nyt og F.C. København er det perfekte sted for mig. Jeg kommer til at træne og spille med de bedste spillere i Skandinavien og jeg ser frem til nogle spændende europæiske kampe. Samtidig har jeg altid været imponeret over stemningen i PARKEN. Nu får jeg den som hjemmebane, så jeg ser glæder mig til at jeg skal løbe på banen og fremover have fansene på min side,” sagde den nu tidligere AaB-spiller.

Begge spillere er nu på vej til FCKs træningslejr i Østrig.



Kommentér

2 kommentarer til “Bekræftet: Würtz og Nordstrand til FCK

  1. AK siger:

    Hvor er det vigtigt…Skønt….Dejligt at vi henter nogle danskere..

  2. Thomas Sorensen siger:

    ku du dog ikk bar være taget til udlandet… ork

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu