Наши партнеры

Menu



Bekræftet: Morten Olsen bliver frem til 2012

Dansk fodbold

DBU har netop offentliggjort, at Danmarks landstræner Morten Olsen har valgt at forlænge sin kontrakt med yderligere to år. Således vil han være landstræner frem til og med EM-slutrunden i 2012.

Landstræner Morten Olsen fortsætter i jobbet, når hans nuværende kontrakt med DBU udløber efter sommerens VM-slutrunde. DBU har i dag offentliggjort, at han forlænger med to år.

”Vi har ikke lagt skjul på, at Morten Olsen er den rette mand til stillingen som landstræner og primus motor i den sportslige struktur for arbejdet med vores talentudvikling,” udtaler generalsekretær Jim Stjerne Hansen til DBU’s hjemmeside, og uddyber:

”Hans indsats har været upåklagelig i de ni år, vi allerede har arbejdet sammen. De synlige resultater af hans store indsats er med kvalifikationen til sommerens VM-slutrunde igen blevet tydelige for de fleste, og er i overensstemmelse med vores erklærede målsætninger. Det er derfor yderst tilfredsstillende, at vi kan tilbyde Morten Olsen en forlængelse af aftalen på stort set uændrede vilkår, der er så attraktive, at han gerne vil fortsætte i stillingen,” forklarer Jim Stjerne Hansen, mens Morten Olsen supplerer:

”Det er en tillidserklæring, at DBU fortsat ønsker mig i denne stilling. Det er et prestigefyldt job, og jeg føler mig rigtigt godt tilpas i stillingen. Det har været vigtigt for mig, at jeg kan se frem til de nye mål og opgaver, og der stadig er store udfordringer,” forklarer Morten Olsen, og fortsætter:

”Vi er resultatmæssigt kommet godt ud af den seneste kvalifikationsturnering, og jeg ser fortsat et stort fremtidsperspektiv i talentmassen. Jeg arbejder med dygtige og læringsvillige spillere har derfor en god fornemmelse af, at vi vil kunne gentage succesen i den næste kvalifikationsturnering.”

”Morten Olsen er jo nærmest det danske svar på Sir Alex Ferguson, så vi kan bestemt ikke udelukke en forlængelse igen om to år. Men omvendt er Morten og jeg enige om, at vi begge gerne vil være stillet fri til at vurdere det spørgsmål til den tid, og at vi fra nu af kører to-årige terminer,” slutter Jim Stjerne Hansen.

60-årige Morten Olsen har været landstræner siden 2000, hvor holdet siden da har spillet 103 officielle A-landskampe. 55 er vundet, 29 spillet uafgjort og 19 tabt.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu