Her til eftermiddag offentliggjorde Getafes danske cheftræner, Michael Laudrup, beslutningen om at han forlader den lille madrilenske klub.
Tidligere på dagen kunne den spanske avis, Marca, på avisens hjemmeside offentliggøre, at Michael Laudrup havde meddelt Getafes præsident Angel Torres, at han ville stoppe som træner i Getafe ved denne sæsons afslutning.
Her til eftermiddag blev spekulationerne så bekræftet, da hovedpersonen selv endegyldigt kunne melde ud på et pressemøde, at han forlader Getafe ved sæsonens afslutning, hvilket vil sige et år før kontraktens udløb.
På pressemødet sagde Laudrup ifølge Ritzau:
“En cyklus har nået sin ende.”
“Min tid i klubben er kommet til en ende. Jeg giver denne besked, så klubben har en chance for at finde en erstatning og for at udtrykke min tak for, at de gav mig denne mulighed.”
“Denne klub er netop kommet op i den bedste række, men trods det sagde folk til mig, da jeg tog over, at jeg var kommet til en klub med meget store forventninger. Jeg svarede, at de havde ret, men at det var en stor udfordring. Og se hvordan det er gået. Jeg håber, at den person, der skal overtage efter mig, vil være i stand til at gøre det endnu bedre endda, selv om klubben ikke skal spille i UEFA Cuppen igen,” forklarede Laudrup til pressen.
Danskeren og hans agent, Bayram Tutumlu, holder dog fremtidskortene tæt ind til kroppen, derfor må de mange Michael Laudrup-tilhængere væbne sig med tålmodighed.
Opdateret kl. 14.35, 16/05/08
Skriv et svar