Tommy Bechmann fik igen scoret, da Bochum i fredagens sene Bundesligakamp vandt over bundholdet Duisburg. Dermed udbyggede Bechmann sæsontotalen til fem scoringer.
Efter en flot start på sæsonen har Bochum været inde i en dårlig resultatmæssig stime, og har befundet sig i den tunge ende af tabellen. Den tidligere Esbjerg spiller Tommy Bechmann har været kendetegnende for formen i Ruhr-klubben. Fire mål i sæsonens første fire kampe gav løfter om en stor sæson for den giftige dansker, men derefter ebbede det ud, både for Bechmann og Bochum.
Ikke siden 1. september er det lykkedes for Bechmann at få netmaskerne til at blafre, og han har i de seneste kampe været offer for taktiske ændringer. Således også i fredagens kampe mod Duisburg, hvor den tidligere superliga-topscorer var bænket fra start.
Bochum kom dog godt fra start, selv uden danskeren, og efter 29 minutter kunne Daniel Imhof bringe udeholdet foran. Om tjansen som bænkevarmer havde sat Bechmann ekstra op er usikkert, men da danskeren blev sendt på banen i anden halvleg, var Bechmann efter næsten tre måneders måltørke igen manden i centrum ved en Bochum-jubel, da han scorede kampens sidste mål og sikrede Bochum en 2-0 sejr.
Århusfødte Bechmann, der tidligere har spillet for blandt andet AGF, Aarhus Fremad og Esbjerg har været usædvanlig hårdt ramt af skader efter han forlod Esbjerg i sommeren 2004, og har flere gange været rygtet retur til Danmark og sin tidligere klub AGF, men ser nu ud til at få belønning for det hårde slid i træningslokalerne, med foreløbig fem scoringer i den stærke tyske Bundesliga.
Skriv et svar