Наши партнеры

Menu



Bayern München satte igen point til

Tysk fodbold

Werder Bremen blev tidligt reduceret til ti mand, men formåede at holde Bayern München fra scoringer.

Bundesligaens nummer elleve, Werder Bremen, mødte hjemme på Weserstadion rækkens nummer fire, Bayern München.

De forsvarende tyske pokal- og ligamestre fra Bayern München gik ind til opgøret med selvtillid ovenpå afklapsningen af Sporting Lissabon tidligere på ugen. De håbede derfor at kunne overføre det gode spil til den hjemlige liga, hvor holdet i sidste spillerunde overraskende og skuffende tabte 1-2 til FC Köln.

Werder Bremen havde også grund til at have selvtilliden i orden, efter at klubben formåede at sende selveste AC Milan ud af UEFA Cuppen.

Bayern havde fået Oddo tilbage efter skade, men måtte til gengæld undvære Philipp Lahm og Luca Toni, der blev afløst af Borowski og Altintop.

Hos Werder Bremen var Tim Wiese og Hunt ude med skader, hvilket gav samme startopstilling som i kampen mod AC Milan. Daniel Jensen startede på bænken, men blev indskiftet efter 70 minutter.

Kampen startede med spil i højt tempo og chancer til begge mandskaber, hvilket lovede godt for kampen. Men efter et kvartes spil blev Werder Bremens muligheder for et godt resultat svækket. Mertesacker mistede bolden til Schweinsteiger, der havde frit løb mod mål. Werder Bremens midterforsvarer, Naldo, satte efter, og de to spillere stødte sammen. Dommer Manuel Gräfe var ikke i tvivl og præsenterede Naldo for det røde kort.

Bremen-træner Thomas Schaaf foretog en taktisk udskiftning for at sikre forsvaret, nu hvor holdet kun var ti mand. Bayern pressede på og skabte chancer til Klose og Borowski, men Bremen havde også sine muligheder med chancer til Diego og Pizarro. Der blev dog ikke scoret i første halvleg.

I anden halvleg faldt tempoet og antallet af chancer, og det lykkedes ikke nogen af mandskaberne at få scoret. Bremen kan være tilfredse med, at de udover at holde stand mod Bayern også formåede at kreere chancer, når de var en mand i undertal det meste af kampen. Til gengæld vil Bayern ærgre sig over at have sat point til i en kamp, de burde have været i stand til at vinde.

Dermed gled Bayern München ned på en femteplads, da Wolfsburg overraskede ved at slå førerholdet Hamburger SV med 1-3 på udebane og dermed overhale Bayern.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu