Bayern München og sensationsholdet Hoffenheim mødtes hertil aften til et vaskeægte topopgør i Bundesligaen. På trods af et føringsmål i anden halvleg tabte Hoffenheim kampen i overtiden.
Bayern München var inden dagens opgør tre point efter oprykkerne Hoffenheim, der har chokeret alt og alle ved at indtage førstepladsen i Bundesligaen. Første halvleg blev også til en seværdig affære, hvor begge hold tilspillede sig flere store chancer dog uden at frembringe det første mål i opgøret.
Det skete allerede efter fem minutters spil i anden halvleg, da Vedad Ibisevic bragte gæsterne fra Hoffenheim i front, og dermed pressede Bayern München til at satse for ikke at komme længere efter oprykkerne i topstriden.
De forsvarende kom dog igen i opgøret. Først ved Philip Lahm, der bragte balance i regnskabet efter en times spil, og så da Luca Toni i overtiden fik stadionet til at koge over, da han scorede til 2-1 og dermed sikrede sejren til Bayern.
Med sejren kommer Bayern helt op på Hoffenheim, så de to hold lige nu har lige mange point på førstepladsen. Hoffenheim fører dog på en bedre målscore.

d. 16/03/2026 23:37 |
Skriv et svar