Наши партнеры

Menu



Barcelona satte Málaga godt og grundigt til vægs

Spansk fodbold

Da Barcelona tog imod sensationsholdet Málaga hjemme på Camp Nou var der dømt en spændingspræget fodboldkamp. Det endte opgøret også med at blive, da catalanerne slog Málaga 6-0.

Endnu en fantastisk præstation af Barcelona, hvilket slog alle anklagerne om en krise i den catalanske storklub af vejen, mens højtflyvende Málaga ramte jorden hårdt efter at have hørt på seks store jubelbrøl fra tribunerne.

Efter 19 minutters spil kom kampens første mål. Xavi, der igennem hele kampen var en fryd at se på, modtog bolden fra Samuel Eto’o, hvorefter midtbanespilleren trak fri af Rosario og scorede.

Blot seks minutter senere nettede Barcelona igen. Lionel Messi brysttæmmede bolden fornemt og lavede nogle små tæk ind mod feltet, hvor den vævre argentiner formåede at finte to mand, hvorefter han affyrede et hårdt skud op i nettaget.

En mindre bekymring spredte sig hos Barcelona-fansene, da Yaya Touré blev udskiftet med Seydou Keita på grund af en skade, men bekymringen var unødvendig. Xavi splittede Málaga-forsvaret med en præcis aflevering til Thierry Henry, der med lethed rundede keeperen og uden problemer scorede kampens tredje mål i det 31. minut.

Første halvleg blev rundet af med manér, da Xavi igen stod i oplæggerens rolle. Han lagde en sukkerbold til Samuel Eto’o, som dermed scorede sit første mål i kampen.

Anden halvleg begyndte såmænd også med et mål. Fem minutter inde lagde Iniesta bolden til Daniel Alves i en blød bue og brasilianeren skulle blot studse bolden for at gøre det til 5-0.

Kampens absolutte sidste mål kom i det 56. minut. Samuel Eto’os navn kom endnu engang på måltavlen, da angriberen lige så stille trillede en tværaflevering fra Thierry Henry ind i det tomme Málaga-mål, mens Iñaki Goitia forundret forsøgte at finde sit forsvar.

Kampen endte lykkeligt, da træner Josep Guardiola skiftede Xavi ud, som fik stående ovationer af Barcelonas fans.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu