Ifølge Daily Mail har Manchester City givet Kasper Schmeichel en treårig kontrakt med en tredobling af hans løn. Dette sker som følge af hans imponerende start i Premier League.
Den danske keeper Kasper Schmeichel har grebet den chance han fik, da førstemålmanden i Manchester City, Andreas Isaksson, blev skadet. Den unge dansker har blot lukket et enkelt mål ind i fire kampe og derudover også reddet et straffespark. Igen søndag vogter han målet, når City tager imod Blackburn.
Den imponerende start i Premier League har ifølge Daily Mail fået Manchester City til at belønne Schmeichel med en ny treårig kontrakt med en tredobling af hans løn. Han kan således se frem til en ugeløn i omegnen af 50.000 kr. Dette er dog stadig en løn i den billige afdeling for en spiller i Premier League.
Citys førstemålmand Andreas Isaksson er netop vendt tilbage i fuld træning, og Kasper Schmeichel skal derfor ikke længere vide sig sikker på pladsen i målet. Men indtil videre har han gjort det godt, og bevist, at han er klar til at tage kampen med Isaksson op.
Skriv et svar