AS Roma-cheftræner José Mourinho er på blokken i Premier League-klubben Newcastle, som vil tage afsked med Eddie Howe, hvis de kan lokke portugiseren til.
Der har tidligere været meldinger om, at nyrige Newcastle ønsker at hyre José Mourinho som klubbens nye manager, og de rygter blusser nu op igen.
I hvert fald melder den spanske avis Marca, at Premier League-klubbens saudiarabiske ejere er meget interesserede i den forhenværende Manchester United-manager.
Faktisk vil Newcastle-ledelsen gå så langt som til at fyre Eddie Howe, hvis man kan få overtalt Mourinho til at forlade AS Roma og komme retur til det engelske denne sommer.
Mourinho kom til Serie A-storklubben sidste sommer og har fortsat kontrakt frem til 2024, mens Eddie Howe ligeledes har to år tilbage af sin kontrakt.
Newcastle vandt senest med overbevisende 2-0 over Arsenal i Premier League, da Mikel Arteta og co. var på besøg mandag aften.