Наши партнеры

Menu



Atl. Madrid slog Barcelona i pragtkamp

Spansk fodbold

Det blev en fantastisk kamp med masser af tempo, chancer, mål og dramatik, da Atletico Madrid på hjemmebane slog FC Barcelona 4-3.

Førerholdet i Primera Division, FC Barcelona, var her til aften på besøg i hovedstaden for at møde Atletico Madrid. Sidstnævnte lå inden opgøret på en syvendeplads med hele 24 point op til Barcelona, men spillemæssigt leverede begge hold en strålende indsats i en medrivende og fantastisk underholdende kamp.

Atletico Madrid startede som lyn og torden, og allerede efter tre minutter blev Valdés passeret. Heitinga prikkede bolden ind, men målet blev fejlagtigt annulleret for offside.

Efter en svær start på kampen kom Barcelona overraskende foran. Thiery Henry sendte bolden forbi en chanceløs Leo Franco i Atleticos mål til føring 1-0.

Tolv minutter senere viste den lynhurtige dribler, Lionel Messi, hvorfor han betragtes som en af verdens bedste fodboldspillere. Han kom op i fart og satte flere forsvarsspillere af, inden han kunne passere Leo Franco og give Barcelona en føring på 2-0.

Men Atletico Madrid havde moral til at kæmpe tilbage, og blot to minutter efter Messis glimrende mål, fik hovedstadsklubben reduceret på et fantastisk langskud af Forlan. Et stykke udenfor feltet trykkede han af, og bolden strøg ind i netmaskerne til 1-2.

Blot ti minutter inde i anden halvleg kunne og burde Eto´o have scoret, da han kom helt alene med Leo Franco, men han misbrugte den store chance.

Og så gik det, som det så ofte gør. I stedet for at være foran 3-1, blev der straks efter scoret imod Barcelona i den anden ende. Aguero modtog bolden, sled sig fri af Puyol og sendte bolden bag Valdés til udligning 2-2.

Et kvarter før tid fik Forlan chancen for at bringe Atletico foran, men han headede på det skammeligste et glimrende indlæg forbi mål. Og denne gang kunne Barcelona gøre det onde ved Atletico Madrid ved simpelthen at løbe ned og score i den anden ende umiddelbart efter. Gudjohnsen fik en friløber, men spillede uselvisk Henry fri. Han kunne let skubbe bolden i mål til føring på 3-2.

Blot få angreb senere blev Atletico-spilleren Sinama-Pongolle væltet omkuld i feltet. Efter lidt forvirring og hjælp fra sin liniedommer kunne dommer Bernardino pege på pletten, og Forlan scorede sikkert på det efterfølgende straffespark til 3-3.

Tre minutter før tid fik Aguero en friløber, men hans sidste træk blev for langt, så målmand Valdés kunne sparke bolden væk. Minuttet efter fik Aguero dog taget revanche, da han efter godt bandespil i venstre side kom igennem. Han fik bolden lidt heldigt med sig, men var til gengæld sikkerheden selv, da han hamrede bolden i kassen til føring 4-3.

Barcelona fik en sidste chance for at få point med hjem, men Leo Franco kunne med en refleksredning fastholde føringen.

Med nederlaget er Barcelona nu kun fire point foran Real Madrid, der i lørdagens udekamp mod Espanyol vandt 2-0.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu