
Aston Villa scorede to mål efter hjørnespark, og på den måde besejrede de topholdet Chelsea hjemme på Villa Park med 2-1.
Dagens Premier League-opgør mellem Aston Villa og Chelsea blev udskudt i tyve minutter, idet kampens dommer, Steve Bennett, følte sig syg og måtte afløses af fjerdedommeren.
Det betød, at man skulle finde en erstatning for fjerdedommeren, og det lykkedes staben at finde en lokal dommer, der kunne passe opgaverne på sidelinjen.
Chelsea-spillerne var dog tændte fra første fløjt, og de skulle kun bruge 15 minutter, før holdets farlige angriber Didier Drogba kunne score på et langskud fra 30 meters afstand til 1-0.
Hjemmeholdet lod sig dog ikke påvirke betydeligt af London-storklubbens pludselige scoring. I stedet sørgede de for at udligne blot et kvarter senere. Frank Lampard ramte uheldigt bolden efter et hjørnespark og så kunne Richard Dunne med lethed heade værterne tilbage i opgøret til 1-1.
Chelsea-spillerne viste omgående handling, og de trak sig således længere frem på banen, hvilket var tæt på at koste dyrt for Aston Villa. Chelseas midtbanespiller Deco forsøgte at lobbe bolden over Villa-målmanden Brad Friedel, som dog fik bokset bolden væk fra målet.
Aston Villa scorede klubbens andet mål i kampen, da anden halvleg kun var seks minutter gammel. James Collins kom højest på et hjørnespark og kunne således score til 2-1 på et hovedstød.
Herefter opstod der yderligere chancer i begge felter, men Chelsea formåede aldrig at score det udlignende mål, selvom sæsondebutanten Joe Cole, der har siddet ude i længere tid med skader, blev indskiftet.
Aston Villas 2-1-sejr bringer dem op på femtepladsen, mens Chelsea fortsat ligger på førstepladsen med 21 point. De har dog spillet en kamp mere end de nærmeste efterfølgere, Manchester United.
Skriv et svar