
Michael Laudrup er ifølge den spanske avis AS meget tæt på at overtage det ledige trænersæde i Getafe. Danskeren mangler kun at skrive under på en kontrakt.
Bernd Schuster forlod trænersædet i Getafe, og nu forventer de fleste at han vil overtage styringen i Real Madrid, som tidligere i dag tog afsked med Fabio Capello. Derfor har Getafe været på jagt efter en ny træner, og han skulle nu snart være på plads i klubben. Danske Michael Laudrup vil ifølge AS blive præsenteret som ny manager om få dage.
”Vi forventer, at Laudrup kommer til Madrid søndag aften og bliver præsenteret i klubben mandag. Alt det kontraktlige er på plads, den er bare ikke underskrevet endnu, fordi Laudrup befinder sig i Danmark,” sagde Damian Gonzalez, der fast dækker Getafe for den spanske sportsavis AS, ifølge DR Sporten.
Skriv et svar