Наши партнеры

Menu



Arsenal vandt sikkert over Villarreal

Champions League

Arsenal leverede en god præstation og sendte Villarreal hjem med et klart nederlag på 3-0. Dermed er Arsenal klar til semifinalen i Champions League.

I første opgør kom Villarreal foran allerede efter ni minutter på mål af Senna, men Adebayor udlignede efter en time på et fremragende saksespark. Dermed endte kampen 1-1, hvilket var et glimrende udgangspunkt for spaniolerne.

Men i aften formåede Arsenal at åbne med flere gode forsøg, der efter blot 11 minutter skulle føre til en scoring. Eboue sendte en lang bold frem til Fabregas, der med hælen gav Walcott frit løb mod det spanske mål. Lopez kom godt ud af sit mål, men Walcott løftede køligt bolden over ham til føring på 1-0.

Villarreal kom nu lidt længere frem på banen og fik tilspillet sig et par chancer, men Arsenal kom til masser af chancer og var tættere på 2-0 end Villarreal var på en udligning. Efter en halv time tog Van Persie et frispark, der tvang Lopez til en god redning. Adebayor fulgte op på den løse bold, men fik ikke kraft på sit hovedstød. Derimod var forsvareren Angel Lopez nær ved at styre bolden i eget net, men heldigvis for Villarreal fik Rodriguez clearet på selve målstregen.

Arsenal skulle bruge lidt tid på at komme i gang i anden halvleg, men efter et kvarter blev føringen fordoblet. Adebayor slap fri af sin opdækker, Godin, og modtog en dyb aflevering fra van Persie. Igen kom Lopez ud, men Adebayor prikkede nemt bolden forbi ham og ind i fjerneste hjørne til 2-0.

Seks minutter senere slap Walcott fri i højre side på kanten af offside, og han lagde an til et indlæg. Godin kastede sig ned, men Walcott tog i stedet et træk ind i feltet, stødte sammen med Godin og faldt. Liniedommeren tøvede ikke et sekund med at vinke og pege ind mod pletten, og dommeren fulgte hans anvisning. Det var svært at vurdere, om kendelsen var korrekt, men Villarreal-spillerne var ikke i tvivl om, at de var blevet snydt.

Van Persie scorede sikkert på straffesparket og bragte derved Arsenal på 3-0, men for Villarreal var straffen dobbelt. Eguren havde nemlig brokket sig så højlydt over for dommeren, at han fik sin anden advarsel i kampen, og han måtte derfor finde omklædningsrummet.

Danske Nicklas Bendtner måtte starte på bænken, men blev indskiftet med syv minutter igen. Han fik en enkelt chance, da Fabregas lagde et indlæg indover, men Bendtner sendte sit hovedstød forbi mål.

Dermed vandt Arsenal kampen 3-0 og sammenlagt 4-1 over Villarreal. I semifinalen skal Arsenal møde Manchester United, der i aften vandt 1-0 ude over FC Porto.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu