Наши партнеры

Menu



Arsenal-stortalent vender hjem til Danmark

Dansk fodbold

Hvidovre-drengen, 18-årige Jonas Hebo Rasmussen, har igennem de sidste to år været i Arsenal, hvor han har udviklet sig enormt. Danskeren savnede dog spilletid, og derfor har han underskrevet en kontrakt med FC Nordsjælland.

18-årige Jonas Hebo Rasmussen har udlevet sin store drengedrøm, da han har trænet i Arsenal igennem de sidste to år, hvor han har udviklet sine færdigheder. Men nu vender Rasmussen hjem til Danmark, hvor han har skrevet under på en toårig aftale med SAS Liga-klubben FC Nordsjælland.

”Jeg har jo hørt så meget godt om FC Nordsjælland som et supersted for unge talenters udvikling. Og jeg vil så gerne vise alle, hvor god jeg er. Det er vigtigt med kampe for at udvikle sig, og udsigten til fast kamptid hos Arsenal var ikke så god. Men jeg har lært at leve 100 procent med og for fodbold i én af verdens største klubber, og det tager jeg med mig hjem,” forklarer Jonas Hebo Rasmussen til FCN’s hjemmeside og uddyber:

”Da jeg skiftede til Arsenal, var det en drøm, der blev til virkelighed, men efterhånden blev det hverdag, og nu vil jeg hellere hjem og jagte drømmen om en dag at blive SAS Ligaspiller. Jeg har tålmodigheden til at vente på min chance, og det er mit klare mål en dag at blive fast mand i SAS Ligaen.”

Den unge midtbanespiller vil få en nøglerolle på klubbens U19-ligamandskab, hvorefter han vil kunne tilknyttes SAS Liga-boblerne i A+ gruppen, der træner sammen med resten af holdets SAS Liga-spillere.

”Vi har fulgt hans ophold i Arsenal meget tæt og med stor interesse, så da Jonas gav udtryk for, at han gerne ville retur til Danmark ved afslutningen af kontrakten med Arsenal, tog vi kontakt til ham. Og jeg er meget glad for, at det var FC Nordsjælland, der fristede ham mest,” udtaler talentchef Kenneth Rasmussen, og han fortæller videre:

”Jonas er en allround midtbanespiller med en god teknik og stor spilintelligens. En naturlig central styrmand på U19-ligaholdet, og så er det op til Jonas gennem sin indsats her og i SAS Liga-truppens B-kampe at bevise, hvornår han er moden til SAS Ligaen.”



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu