Andreas Laudrup skifter i dag tilværelsen i Lyngby ud med SAS Liga-mandskabet FC Nordsjælland.
Michael Laudrups 18-årige søn, Andreas Laudrup, har valgt at skifte tilværelsen i Lyngby ud til fordel for SAS liga-mandskabet FC Nordsjælland.
Andreas Laudrup kommer fra Lyngby i Viasat Divisionen, men kan skifte omkostningsfrit, da han var i klubben på en amatøraftale.
Andreas Laudrup har tidligere spillet for Real Madrids ungdomshold, indtil Michael Laudrup skiftede trænerposten i Getafe ud med Spartak Moskva.
“Det har været en svær situation, synes jeg. Om det skulle være Danmark eller udlandet. Jeg har tænkt meget, og det har været en lang proces, som jeg har brugt hele min ferie på,” fortæller Andreas Laudrup til FCN’s hjemmeside.
“Også det at forlade en klub som Lyngby, hvor jeg har mange venner, er rigtigt svært. Men jeg har det godt med det valg jeg har truffet, og mine forældre anbefalede mig at gå efter mavefornemmelsen, og det er det jeg har gjort med FCN. Jeg tror virkelig på, at jeg kan udvikle mig her i klubben,” siger han.
Laudrup har fået en treårig aftale med FC Nordsjælland.
Skriv et svar