Juventus har tjent intet mindre end 750 millioner kroner på en nylig gennemført aktieudvidelse.
Juventus blev nedrykket til Serie B efter calciopoli-skandalen, det skulle dog ikke tage den italienske storklub mere end en enkelt sæson, før holdet atter befandt sig i Serie A. I dag kunne klubben præsentere et kæmpe millionbeløb, som var indtjent igennem en aktieudvidelse.
Millionbeløbet skulle være på intet mindre end 750 millioner kroner, aktieudvidelsen blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 20. april.
Juventus’ bestyrelsesformand Cobolli Gigli udtrykker begejstring som følge af resultatet over for klubbens hjemmeside.
”Vi er yderst tilfredse med den succesfulde aktieudvidelse, fastslår han og fortsætter, – Resultatet bekræfter bæredygtigheden af den strategi, som vores dygtige administratorer har valgt for klubben.”
Gigli betragter ikke kun den succesfulde aktiegevinst som et økonomisk råderum, men også et tegn på tillid og engagement fra klubbens fans.
”Vi havde naturligvis forventet, at en aktieudvidelse på så favorable betingelser ville tiltrække sig interesse fra seriøse investorer, men jeg håber og tror, at tanken om at blive en del af en traditionsrig og succesfuld klub som Juventus, var det, der fik de fleste til at investere i aktierne. Så, ja, markedet reagerede positiv på udvidelsen, men mere væsentligt, en masse supportere har demonstreret en fornyet tillid til os og bekræftet deres støtte og engagement i klubben,” sluttede han.
Aktierne blev sat til salg fra den 28. maj til den 15. juni, og i denne periode blev 96,37 procent af dem opkøbt. De resterende aktier vil være til salg indtil den 28. juni.
Skriv et svar