AGF er nyt tophold i SAS Ligaen efter en 3-2-sejr i naboopgøret mod rivalerne fra Randers FC. Især AGFs første halvleg berretigede til sejren.
Der var lagt op til et spændende naboopgør da Randers FC tog imod AGF mandag aften. Det blev dog ikke hjemmeholdets fans som efter slutfløjtet kunne glæde sig over kampen, det var i stedet de mange medrejsende AGF-fans, som kunne glæde sig over hvad de så.
Glæden indtraf endnu en gang hurtigt for AGF-tilhængerne, ligesom den gjorde det i 1-0-sejren over AaB, da Mark Howard efter en indøvet hjørnesparkskombination dykkende kunne heade bolden i nettaget til en 0-1-føring efter syv minutters spil.
Det var ikke kun føringen som AGF-fansene samt trænerteamet kunne glæde sig over i indledningen på kampen, det var nemlig også et rigtig godt spillende århusiansk mandskab, som var gået på banen til det jyske derby. Derfor var det en smule overraskende at Kenneth Møller Petersen efter 25 minutter kvitterede for en tværpasning med et drømmehug der fandt vej til krydset.
På trods af udligningen til 1-1 fandt Randers-mandskabet ikke rytmen, og det var et udehold som hyppigt broderede sig igennem hjemmeholdets midtbane og forsvar. Det var derfor yderst fortjent at Nando Rafael efter cirka 37 minutter kunne putte bolden i nettet til ny AGF-føring. Randers-keeper Kevin Stuhr Ellegaard måtte dog tage en del af målet på sin kappe, da han efter et langskud gav en returbold, som Nando Rafael sikkert udnyttede.
Kørt før pausen fuldbyrdede udeholdet en forrygende første halvleg med en scoring til 1-3. Det var første halvlegs helt store spiller Benny Feilhaber som denne gang var manden med målet. Frederik Krabbe fandt Feilhaber med en tværaflevering, og den fra Confederations Cup hjemvendte amerikaner fandt netmaskerne med et tørt hug mod fjerneste hjørne.
På trods af de manglende defensive kvaliteter på Randers-midtbanen, som blev udstillet i første halvleg, var der ingen udskiftninger fra træner John “Faxe” Jensen i pausen. Det betød at AGF fortsatte fra hvor de slap, og det burde have gevet pote efter 53 minutter, da Jakob Poulsen efter fint kombinationsspil sparkede en returbold i nettet, men målet blev fejlagtigt annulleret for offside.
Omtrent 10 minutter inde i anden halvleg gjorde Randers-træner John “Faxe” Jensen hvad der skulle have været gjort for længst. Han satte balancespilleren Tidiane Sane ind, sammen med Ricki Olsen, og de erstattede Mikkel Bechmann og Tobias Grahn, hvilket da også viste sig at bringe en del mere balance på Randers-mandskabet.
Efter en times spil fik Randers foræret noget af en gave fra dommer Michael Svendsen, der fejlagtigt dømte straffespark for hands mod Jens Gjesing. Påstanden om hands kunne måske forsvares, men Gjesing befandt sig uden for feltet. Retfærdigheden skete dog fyldest da Randers-anfører Marc Nygaard kanonerede bolden over mål.
Kort før slutfløjtet fik hjemmedebutanten Kasper Lorentzen pyntet lidt på resultatet, da han inde i feltet flot sendte bolden op i fjerneste hjørne, men mere blev det ikke til for hjemmeholdet som aldrig formåede at true AGF-sejren.
Dermed indtager AGF for første gang i ni år førstepladsen i SAS Ligaen, med maksimum point efter to kampe, mens Randers er bundprop med nul point på kontoen efter sæsonens to første opgør.
Skriv et svar