Наши партнеры

Menu



AGF sejrede i Parken

Dansk fodbold

Nummer tre FC København tog i eftermiddag imod duksene AGF i Parken. Det blev AGF som trak sig sejrsrigt ud ad opgøret

AGF har været denne sæsons store overraskelse, og indtager førstepladsen. FCK har fået en noget blandet start, men indtager tredjepladsen. Der var derfor lagt op til topopgør i Parken.

Ligaens dukse AGF indledte kampens første kvarter bedst og gjorde brug af hårdt fysisk spil, dog uden at komme frem til de store chancer. Herefter formåede hjemmeholdet FCK at sætte sig en smule mere på kampen, og det var dem der styrede begivenhederne i de efterfølgende cirka 15 minutter. Ligesom AGF kom de dog ikke frem til de store muligheder, og det var symptomatisk for de to hold at afslutningerne manglede saft og kraft.

Efter 34 minutter lavede Peter Graulund dog om på den opfattelse, da han på kanten af offside blev sendt i dybden af Jakob Poulsen, og fra en spids vinkel fik braget bolden ind i det fjerneste hjørne til stor jubel for de mange medrejsende AGF-tilhængere.

Med omtrent fem minutter til pause kom FCK frem til deres første rigtig store målchance, da Atiba Hutchinson efter et forsvarskiks af Jens Gjesing blev sendt afsted i frit løb mod mål, men canadieren overplacerede sin afslutning. Dermed gik AGF til pause foran 1-0.

Kort efter pausen skulle hjemmeholdet have bragt balance i regnskabet da Atiba Hutchinson fik vristet sig fri i venstresiden og lagt bolden perfekt tilbage ind i feltet til en helt fri Santin, men brasilianeren fejlede en afslutning som burde have fundet netmaskerne.

Fra anden halvlegs start forsøgte hjemmeholdet famlende at finde frem til deres spil, men alt for ofte var afleveringerne for dårlig, og det hårdte og kontante AGF-spil forstyrrede FCK’erne. Når så hjemmeholdets afleveringer mislykkedes førte det til hurtig AGF-kontraer og fremstød med mange og gode pasninger.

Med fem minutter tilbage af kampen formåede FCK for en gangs skyld for alvor at true AGF-målet, da Hutchinson efter et indlæg fandt Dame N’Doye som lagde bolden i mål, men målet blev annulleret for en tvivlsom offside.

I overtiden fik Santin chancen for at sikre københavnerne et enkelt point, men fri i feltet manglede hans afslutning endnu en gang power, og AGF kunne efter slutfløjtet bryde ud i jubel.

Dermed har AGF efter fem kampe flotte 13 point, og udbygger dermed deres forspring, mens FCK med deres syv point står til at falde ned i tabellen fra deres nuværende tredjeplads.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu