AGF beviste, hvorfor de hører til i toppen, da de vandt 2-0 mod FC Nordsjælland i aften. På trods af at gæsterne ikke spillede prangende formåede de, at holde hjemmeholdet fra at score, og således kunne de notere den tredje udebanesejr i træk.
AGF led et skuffende nederlag i midten af ugen, da de tabte 1-0 til Viborg FF i pokalturneringen. Holdet skulle derfor forsøge at rejse sig ovenpå nederlaget, da de her til aften mødte FC Nordsjælland på Farum Park.
FC Nordsjælland havde det meste af spillet i første halvleg. De formåede at presse AGF’s mandskab tilbage på banen, hvor Rawez Lawan i flere omgange var tæt på at overliste AGF-målmanden Steffen Rasmussen.
Efter godt 40 minutters spil fik Lawan også bolden i nettet, men målet blev meget tvivlsomt annulleret, grundet offside.
I anden halvleg fortsatte værterne deres pres mod AGF-målet, men bedst som nordsjællænderne følte, at de var godt med i kampen, fik udeholdet scoret.
Nando Rafael kunne efter 63 minutter heade AGF’erne foran, mens Dioh Williams i overtiden gjorde det onde ved FCN, da han køligt scorede til slutresultatet 2-0, efter en flot spilning af Peter Graulund, som uselvisk spillede sin holdkammerat helt fri.
Med sejren er AGF fortsat ubesejret i denne sæson, og holdet har nu vundet tre gange på udebane i træk. De tre point betyder også, at AGF kravler op på førstepladsen forbi OB.
FC Nordsjælland ligger på syvendepladsen, og de har nu lidt nederlag igennem de tre sidste kampe.

d. 12/02/2026 19:00 |
Skriv et svar