Наши партнеры

Menu



AC Horsens snydt i overtiden

Dansk fodbold

AaB og AC Horsens leverede en underholdende forestilling, da de to klubber mødtes i eftermiddag. Horsens kom bagud, men fightede sig tilbage i opgøret. Længe lignede det tre livsvigtige point til Horsens, men AaB udlignede i overtiden.

AaB havde ikke formået at vinde de seneste otte opgør, men gik ind til opgøret med gejst og viste også godt spil. Især var kombinationsspillet mellem Caca, Nomvethe og Anders Due fremad banen ganske underholdende, og det lover godt for pokalfinalen på torsdag. Til gengæld er der brug for at arbejde på forsvarsspillet, som indimellem så skidt ud.

AC Horsens havde hårdt brug for point for at lægge pres på de øvrige bundhold og lå forud for opgøret lige under stregen. Holdet har de seneste kampe spillet meget svingende, især i udekampen mod SønderjyskE for tre spillerunder siden, som de tabte, og hvor de spillede med alt for stor forsigtighed.

I dag var al forsigtighed derimod kastet overbord, og klubben spillede langtfra som et bundhold. Især midtbanefolkene Martin Spelmann, Niels Lodberg og Allan Søgaard gik forrest og kæmpede om hver eneste centimeter, og især gennem en glimrende første halvleg viste Horsens, at de hører til i den bedste danske række.

Horsens startede da også kampen bedst, men det skulle blive hjemmeholdet, der kom foran efter 18 minutter. Anders Due lagde en frisparksbold ind i feltet, hvor Caca kom løbende og upresset headede bolden i nettet uden chance for målmand Søren Jochumsen til 1-0.

AC Horsens svarede dog hurtigt igen på et formidabelt angreb. Spelmann fandt Gilberto på kanten af feltet, der igen sendte bolden ind til en velspillende Lodberg. Han viste køligt overblik ved at lave en fræk hælfinte og prikkede bolden videre til en helt fri Adam Eckersley, der med sin første scoring denne sæson kunne sende bolden forbi Karim Zaza til udligning 1-1.

Og blot fem minutter efter burde sønderjyderne have bragt sig foran på endnu et fantastisk angreb. Efter godt positionsspil endte bolden hos Lodberg, der sendte den indover til Anders Nøhr i modsatte side af feltet. Han sendte resolut bolden i en blød bue bagud til en fuldstændig fri Søren Friis, der kanonerede bolden over mål.

Efter en halv time blev det hæsblæsende tempo for meget for dommer Henning Jensen, der måtte afbryde spillet på grund af en forstrækning. Han måtte lade sig udskifte til fordel for Heine Sørensen, der i øvrigt dømte udmærket, selv om han var noget flink mod Berisha, der havde fået et gult kort, men ikke fik sit andet og dermed rødt, da han rev Augustinussen omkuld.

Kort før pausen var heldet med Horsens, da bolden efter et hjørnespark blev forlænget af en AaB-spiller op på overliggeren, hvorefter Caca hamrede bolden op på den ene opstander.

I anden halvleg faldt tempoet og intensiteten en del, og der var længere mellem mulighederne. AaB startede aggressivt og kom til flere halve chancer, mens Horsens-tilhængerne måtte vente et kvarter på deres første chance.

Med tyve minutter igen kom AaB tæt på et føringsmål. Anders Dues skud blev blokeret, og bolden endte hos Risgård i højre side. Han løftede bolden over Søren Jochumsen, men en forsvarer nåede imellem og fik sparket bolden væk.

Blot minuttet efter fik den tidligere AaB´er, Thomas Kortegaard, en god skudmulighed, men han sendte bolden tæt forbi den ene stolpe. Men AC Horsens fik grund til at juble med ti minutter igen, hvor et indlæg fra Anders Nøhr skabte problemer for AaB-forsvaret. Den løse bold landede for fødderne af Gilberto, og han sendte bolden ind i målet via Zazas arm til 2-1.

Men Horsens skulle ikke få lov at løbe med de tre point. To minutter inde i overtiden kastede AaB alt med frem i forbindelse med et hjørnespark, som endte i et gevaldigt klumpspil. Her dukkede Shelton op og scorede sit første ligamål for AaB til udligning 2-2.

Dermed ligger AC Horsens stadig på den forkerte side af nedrykningsstregen. AC Horsens har en vigtig kamp i næste uge mod FC Nordsjælland, inden de i sidste spillerunde møder OB på udebane. AaB ligger fortsat på en syvendeplads og slutter sæsonen mod to bundhold, nemlig hjemme mod SønderjyskE og ude mod FC Nordsjælland.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu