
AC Horsens har fået forlænget kontrakten med den populære brasilianske angriber Gilberto Macena, så han nu er bundet til klubben indtil 30. juni 2011.
Gilberto Macena har vist sig at være en stor profil for AC Horsens, og tidligere har han været rygtet på vej væk fra den jyske klub. Den brasilianske angriber har dog valgt at forlænge sin kontrakt med Horsens, så den løber frem til den 30. juni 2011.
“Jeg er selvfølgelig enormt glad for, at Gilberto Macena har besluttet sig for at fortsætte i AC Horsens. Nu har vi forlænget med stamspillere som Mads Rieper, Rawez Lawan og Gilberto Macena og de har alle vist, at de tror på holdet nu og i fremtiden. Gilberto Macena er fantastisk populær, åben og venlig. Derudover er han meget selvkritisk og stiller store krav til sig selv. Det er selvfølgelig dejligt for klubben at have en spiller med den personlighed og det spillemæssige niveau,” siger AC Horsens cheftræner Kent Nielsen.
Gilberto Macena selv glæder sig også over den nye aftale.
“Jeg er meget glad for at være en del af AC Horsens og klubben har givet mig meget. Jeg er inde i en god udvikling og føler, at jeg kan udvikle mig endnu mere under Kent Nielsen. Vi har en fantastisk trup og et godt sammenhold i klubben, hvilket betyder meget for mig. Samtidig sker der en masse positive ting uden for banen og betingelserne for at udvikle os som hold bliver bedre og bedre. Jeg har store forventninger til fremtiden for AC Horsens og det glæder jeg mig til at være en del af.”
Gilberto Macena kom til AC Horsens før sidste sæson, og har indtil videre spillet 47 SAS Liga-kampe og scoret 16 mål.
Skriv et svar