
I forbindelse med pokalfinalen i dag skulle årets pokalfighter også udpeges. Valget faldt på AaB-anføreren Thomas Augustinussen.
FC København vandt i dag pokalfinalen mod AaB med 1-0, men AaB’s Thomas Augustinussen fik et stort skulderklap for sin indsats igennem hele turneringen.
AaB-anføreren blev nemlig kåret som årets pokalfighter af de danske sportsjournalister.
Dermed er det første gang i hele otte år, at en spiller, som er på det tabende hold i finalen, får den fornemme pris. Sidste år modtog Brøndbys Samuel Holmén prisen, hvor han i øvrigt også bidrog til Brøndby-sejren med en scoring.
“Det var da dejligt at blive pokalfighter, men den pokal går til hele holdet. Vi investerer meget og giver alt hvad vi overhovedet har. Det gjorde jeg også, og jeg er selvføgelig stolt over at vinde den, men jeg giver den til hele holdet,” sagde Augustinussen til TV 3 + efter kampen.
Denne pris bliver den sidste, som Augustinussen får på dansk grund under dette ophold, da han skifter til østrigske Red Bull Salzburg, når transfervinduet åbner til sommer.
Skriv et svar