Наши партнеры

Menu



AaB vandt målrig mandagskamp

Dansk fodbold

Rundens sidste opgør stod mellem AaB og FC Midtjylland mandag aften, og kampen bød på hele fem scoringer. Midtjyderne fik Salami udvist i anden halvleg og tabte opgøret 3-2.

Inden aftenens kamp var FC Midtjylland fem point foran AaB, der i sidste uge måtte forlade den europæiske scene, da klubben røg ud af UEFA Cuppen. AaB har dog mod på et nyt europæisk eventyr, og for at det skal blive aktuelt skal der succes i Pokalturneringen eller en bedre placering i ligaen til.

Det var Midtjylland, der startede opgøret bedst, men efter omkring en halv times spil var det AaB, der kom foran. FCM formåede ikke at få bolden sparket væk efter et par AaB-skud, og bolden endte hos Andreas Johansson, der sendte bolden i mål.

Godt fem minutter senere var der dog udlignet, da Winston Reid headede bolden i mål efter et hjørnespark. Dermed var stillingen ved pausen 1-1 efter en underholdende første halvleg.

Anden halvleg startede med høj intensitet og underholdningsværdi, præcis som første halvleg havde været det. Efter en times spil faldt kampens tredje scoring, da Christian Sivebæk headede et frispark fra Jesper Juellsgaard i mål. Men kun fire minutter senere var der scoret i den anden ende. Det var denne gang Michael Beauchamp, der brugte hovedet og headede AaB på 2-2.

Få minutter senere blev FC Midtjyllands Adigun Salami udvist, efter han plantede sin albue i ansigtet på Andreas Johansson. Ikke nok med det, så kom AaB kort tid efter også foran, da Marcus Tracy scorede på et hovedstød.

FCM jagtede en udligning, men det lykkedes ikke for midtjyderne. Efter en underholdende kamp kunne AaB glæde sig over en sejr på 3-2, og er nu kun to point efter FC Midtjylland.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu