Наши партнеры

Menu



AaB vandt heldigt i Århus

Dansk fodbold

Det var mere intenst end kønt, da AGF søndag eftermiddag tog imod AaB i den jyske klassiker. AaB var heldige med at vinde 2-1 i en kamp, hvor de første firs minutter var rodede, men hvor de sidste ti minutter var yderst underholdende.

Fra kampens indledning var der masser af tætte dueller på midten af banen, hvor holdene skiftedes til at have overtaget. AaB udnyttede dog boldbesiddelsen bedst, mens AGF ofte smed bolden væk.

AaB fik enkelte halve chancer, men farligt blev det reelt ikke. AGF forsøgte sig med lange afleveringer frem mod Peter Graulund uden det store held, og når muligheden for indlæg bød sig, savnede de som regel kvalitet.

Efter 26 minutter kunne det være blevet farligt, da Kasper Bøgelund slap fri på højrekanten efter en fin aflevering fra Thomas Augustinussen. Men Bøgelunds indlæg blev afværget af AGF-forsvarer Mark Howard.

Farligste AGF-forsøg kom efter en halv time, hvor Jakob Poulsen tog chancen fra distancen, men bolden gik en meter forbi Karim Zazas højre stolpe.

Efter 38 minutter fik Anders Due en stor chance for at bringe AaB foran, da han kort uden for feltet blev spillet fri af en velspillende Caca. Målmand Steffen Rasmussen fik dog klaret med en fodparade.

Ved pausen var det tydeligt, at der skulle et mål til at åbne kampen, og der skulle kun gå tre minutter, før det skete. Bøgelund modtog bolden i højre side, tog et godt træk og lagde bolden ind i feltet. Her kunne Johansson stige til vejrs og uden chance for Steffen Rasmussen bringe AaB foran 1-0.

AGF fortsatte med at øse bolde frem mod Graulund og indskiftede Rafael, men det lykkedes ikke på den måde at skabe chancer. Derimod kom Graulund efter 62 minutter igennem på venstrekanten efter en god pasning, men Zaza kom ud af sit mål og afværgede til hjørnespark.

Århusianerne fik lagt et højt pres og søgte udligningen, og det blev også til yderligere chancer til Rafael og evigt løbende Graulund. AaB havde svært ved at holde på bolden og skabte ikke meget i anden halvleg.

Med et kvarter igen fik AGF en kæmpe chance, da Mark Howard efter et hjørnespark fik headet bolden hårdt mod AaB-målet. Desværre for AGF fik Karim Zaza med en refleksredning slået bolden over mål til nyt hjørnespark.

Få minutter senere lykkedes det endelig AGF at finde netmaskerne. Kasper Poulsen spillede bandespil med Jeremy White, og Poulsen slap fri i højre side. Herfra lagde han bolden ind i feltet, hvor Graulund steg op og headede bolden ind bag Zaza til udligning 1-1.

AGF lagde også efter scoringen et højt pres og burde have afgjort kampen i de døende minutter. Først lagde Kasper Povlsen bolden frem til Jerry Lucena, der forsøgte at liste bolden forbi Zaza. Og blot minuttet efter lagde Jakob Poulsen bolden ind til Graulund, der tæt under mål fik headet, men Zaza præsterede en fantastisk redning.

I overtiden lå en skadet AGF-spiller på banen, og da AGF fik bolden ventede mange, at de ville sparke bolden ud til indkast, så spilleren kunne få behandling. Men århusianerne satte i stedet et angreb i gang, der blev afsluttet med et drøn af et langskud fra Jakob Poulsen. Skuddet overrumplede Zaza, men bolden ramte stolpen og sprang i spil igen.

Og i det efterfølgende angreb gjorde AaB det onde ved AGF. I et godt angreb førte Johansson bolden frem og spillede Enevoldsen fri i venstre side af feltet. Enevoldsen skød hårdt mod fremstormende Steffen Rasmussen, og AGF-målmanden blev også ramt af bolden. Desværre for hjemmeholdet havde bolden fart nok til at fortsætte ind i målet til AaB-føring på 2-1.

Med den heldige sejr haler AaB lidt ind på førerholdene, mens AGF tabte muligheden for at bringe sig yderligere væk fra bunden.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu