
AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen regner stærkt med at kunne præsentere holdets kommende cheftræner inden denne måned er omme.
AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen kunne i dag fortælle, at man er meget tæt på at sikre sig klubbens kommende cheftræner. Når den nye træner er på plads, bliver det nordjydernes fjerde træner inden for kort tid. Først tog man afsked med Erik Hamrén, derefter Bruce Rioch som blev fyret, mens assistenttræner Allan Kuhn blev rykket op som afløser.
”Jeg forventer, at der snart findes en løsning på problematikken. Det er umuligt at sætte en præcis tidshorisont på. Men mon ikke jeg har den nye træner på plads inden november måneds udgang,” fortæller Lynge Jakobsen til sporten.dk.
Jakobsen ønsker dog ikke at kommentere på de trænernavne, som de forsvarende danske mestre har været sat i forbindelse med på det seneste.
”Lige meget hvad jeg siger, vil omgivelserne forsøge at analysere mine ord og vendinger. Derfor har jeg besluttet fra nu af at sige ingen kommentar. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg opererer med et par navne,” siger han.
Jakobsen udnytter samtidig lejligheden til at rose Allan Kuhn, som tiltrådte uden tøven.
Skriv et svar