Наши партнеры

Menu



AaB skuffede i Manchester

UEFA Cup

I aftenens opgør mod Manchester City formåede AaB ikke at fortsætte det gode spil, som de ellers viste i to opgør mod Deportivo La Coruña. City vandt fortjent 2-0 og giver dermed AaB et svært udgangspunkt før returopgøret.

En defensiv taktik, fejlafleveringer og ideløst angrebsspil prægede AaB´s indsats mod Manchester City. Med aftenens nederlag på 0-2 bliver det vanskeligt, men ikke umuligt, at gå videre i UEFA Cuppen, når de to hold mødes i Aalborg om en uge.

Manchester City måtte undvære den lynhurtige og altid arbejdende angriber, Craig Bellamy, og i stedet sende den noget tungere Felipe Caicedo på banen. Men hvad Caicedo manglede i hurtighed blev mere end opvejet af råstyrke.

Det beviste han efter syv minutter, hvor Robinho sendte bolden ind til ham på kanten af feltet. Michael Jakobsen pressede ham bagfra, men Caicedo stod solidt på plænen og lod sig ikke rokke, før han drejede rundt og sendte bolden forbi Karim Zaza til 1-0.

AaB gik ikke i panik, men forsøgte at spille deres eget spil. I første halvleg var der dog mere fokus på at forsvare end at angribe, hvilket bevirkede, at spillerne ofte modtog bolden med ryggen til Manchester Citys mål. Desuden smed de ganske ofte bolden væk, hvilket resulterede i en del kontraløb til City.

Efter 29 minutter modtog Shaun Wright-Phillips bolden i højre side. Han tog et par hurtige træk forbi en AaB-forsvarer og sparkede bolden op i det ene målhjørne uden chance for Zaza til føring på 2-0.

To minutter senere fik AaB en stor chance, da bolden tilfældigt landede for fødderne af Augustinussen. Han satte resolut højre inderside til bolden, der sneg sig forbi den ene opstander.

Umiddelbart før pausen var det nær gået galt for AaB, da Robinho fik bolden i venstre side. Han lagde bolden død og trådte over den fem-seks gange. AaB´s forsvarsspiller, Beauchamp, holdt øjnene på bolden og sparkede ud efter den. Robinho var dog en anelse hurtigere, tog et træk og faldt. Det var umiddelbart svært at se, om der var straffespark, men mens Robinho teatralsk rullede rundt på græstæppet, som var han ramt af et projektil, vinkede dommer Alain Hamer afværgende.

AaB lagde fra anden halvlegs start et meget højere pres, men de første chancer tilfaldt City. Inden for fem minutter fik Onuoha, Zabaleta og Robinho pæne muligheder, men uden resultat.

Mod slutningen fik AaB et par chancer, der kunne have givet et bedre udgangspunkt til returopgøret. Men Jeppe Curths hovedstød mod mål blev pareret, Risgård sendte bolden over mål på et frispark og Caca fik efter godt bandespil med Curth ikke ordentlig ram på bolden og sendte den i stedet forbi.

Med sejren på 2-0 står Manchester City naturligvis umiddelbart med de bedste chancer for at komme videre i turneringen. Men føringen kan hentes, hvis spillerne i Aalborg om en uge får lagt et højere pres og får gang i kombinationerne.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu