Наши партнеры

Menu



AaB sikrede sig uafgjort

UEFA Cup

AaB stod i aften overfor en stor styrkeprøve, da de fik besøg af Anderlecht i gruppe G. Ålborgenserne kom bagud på et selvmål, men formåede at sikre sig et point med ganske få minutter tilbage af kampen.

Der skulle ikke gå mere end fem minutter før der opstod der tumult ved AaBs mål. Karim Zaza forsøgte at drible i forsvaret, og så gennem hele seancen meget boldsvag ud, det endte med at han rørte bolden med hænderne udenfor feltet, men dommeren så det ikke, hvilket betød, at Zaza ikke blev udvist.

Jeppe Curth forsøgte sig flere gange i første halvleg i modsatte ende, uden at dette gav pote. Som første halvleg skred frem begyndte Anderlecht at blive mere synlige i AaB’s felt. Efter en frisparkskombination var gæsterne kort før pausen tæt på at bringe sig i front, da de fik en god hovedstødsmulighed, men denne gang viste Zaza sikkerhed i feltet.

Anden halvleg startede for Anderlechts vedkomne i et højere gear, og dette kunne AaB ikke matche. Efter et kvarters spil af anden halvleg lykkedes det for gæsterne, at bringe sig i front, det var dog hjemmeholdets egen forsvarsspiller, Michael Jakobsen, der sendte bolden ind i det forkerte mål, da bolden blev slået ind ved nærmeste stolpe på et hjørnespark, hvor hverken Michael Jakobsen eller Danny Califf fik bolden ud af farezonen, og uheldigt for Jakobsen ramte bolden hans knæ og røg forbi Zaza.

Med fire minutter tilbage af kampen formåede Mattias Lindström at bringe balance i regnskabet og sikre AaB et point. Rade Prica vandt en hovedstødsduel, hvorefter bolden røg ned for fødderne af Lindström på højrekanten, der sikkert kanonerede bolden op i nettaget.

Anderlecht indtager efter det uafgjorte resultat førstepladsen i gruppen, hvor de har fået fire point efter to kampe.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu