
Her til aften havde AaB besøg af litauiske Kaunas til det første opgør i Champions League-kvalifikationens tredje runde. Danskerne vandt opgøret 2-0, og står dermed med den ene støvle i det forjættede land.
AaB startede kampen godt, og testede i flere omgange Kaunas’ forsvar, der ikke virkede så sikkert. Den debuterende angriber, Marek Saganowski havde godt med plads, og fik et par gode muligheder for at bringe AaB i front, men han manglede den nødvendige skarphed.
Der skulle gå noget tid, inden AaB endelig formåede at få scoret. Thomas Enevoldsen lagde en bold ind bag forvaret, og brasilianske Caca kunne sikkert heade bolden i mål efter et godt dybdeløb.
Kort før tid kom AaB også på 2-0, da Jeppe Curth headede et indlæg fra Martin Pedersen i mål. Kampen endte 2-0, og AaB står dermed med et godt udgangspunkt inden returopgøret om 14 dage.
Skriv et svar