Наши партнеры

Menu



AaB-kommentarer om Rioch-ansættelsen

Dansk fodbold

TotalBold.dk har samlet de mest interessante kommentarer fra AaB-lejren, efter AaB i dag kunne præsentere den rutinerede skotte, Bruce Rioch, som deres nye cheftræner, der skal lede truppen frem til nytår.

AaB’s direktør Lynge Jakobsen:

”Bruce har således meget tidligt i forløbet været i vores tanker, og heldigvis reagerede han positivt, da vi for anden gang henvendte os, efter at det blev en kendsgerning, at vores trænerønske på det danske marked ikke kunne blive en realitet,” forklarer Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse.

”Ingen tvivl om at vi har ansat en særdeles kompetent mand. Bruce besidder præcis den vindermentalitet, som vi ønsker i AaB,” fastslår Lynge Jakobsen.

AaB-profilen Michael Jakobsen:

“Jeg er meget glad for, at der er kommet et navn på nu, så vi kan se, hvem vi skal arbejde med. Jeg har fået et godt indtryk af Bruce gennem pressen og nogle af de spillere, der har haft ham i OB. Han virker sympatisk og er god til mandskabsbehandling,” udtaler Michael Jakobsen til Ritzau.

“Det er ikke optimalt at skulle rende rundt uden at vide, hvem der skal træne efter nytår. Det ligner lidt, at klubben skulle have et navn på plads hurtigst muligt. Men jeg tror, at de har noget i ærmet, så det bliver spændende at se, hvad der sker,” siger forsvareren.

Den nye AaB-cheftræner, Bruce Rioch:

”Det bliver fantastisk at arbejde i AaB. Jeg har jo haft fornøjelsen af at arbejde i Danmark før, og jeg ser meget frem igen at træne et hold i SAS Ligaen. For mig handler det om, at fortsætte den succes klubben har haft i den seneste tid. Holdet har jo helt åbenlyst gjort det godt, og derfor er det også klart, at det ikke handler om at ændre en hel masse for mig i første omgang. Til at begynde med skal jeg bare observere de enkelte spillere og lære holdet at kende, og så kan jeg med tiden langsomt sætte mit præg på spillet,” fortæller AaB’s nye cheftræner til klubbens hjemmeside.

”Jeg ønsker at opnå det samme som enhver anden træner, vil jeg tro. Jeg vil gerne gøre holdet succesfuldt, men samtidigt spille attraktiv fodbold. Jeg ønsker at stå i spidsen for et vinderhold med en høj arbejdsmoral, der samtidigt er omstillingsparat,” udtaler Rioch.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu