Den nordjyske klub har taget et computersystem i brug, der følger den enkelte spillers indsats på banen. Målet er at få data, der giver mulighed for at give den rette træningsmængde.
Det nye system, der hedder ”real-time heart monitor”, har været brugt under AaB´s forberedelser til den kommende sæson. Spilleren bærer en pulsmåler og en modtager, der opsamler data. Herfra overføres informationerne til en computer, hvorfra trænerne kan følge spilleren.
Holdets fysiske træner, Ashley Tootle, er begejstret for systemet og siger til AaB´s hjemmeside:
”Det er et rigtig godt redskab for os. Via de tests vi tidligere har udført, kender vi spillerens max-puls, og ud fra den kan vi beregne, om deres puls til et træningspas er for høj eller for lav. Det vil med andre ord sige, at vi kan sørge for, at hver enkelt spiller får tæt på det optimale udbytte af træningen, samtidig med at det giver os mulighed for at tage en spiller fra, hvis han presser sig selv for hårdt. Så det er både med til at sikre, at der ikke trænes for lidt, men heller ikke for meget. Samtidig giver systemet os en database med oplysninger på hver enkelt spillers formåen, og det er også et godt værktøj, når vi i fremtiden udfører tests af spillerne.”
Skriv et svar