Наши партнеры

Menu



Klumme: Pepe bør ikke gå i Zidanes fodspor

Real Madrids forsvarsspiller, Pepe, er i færd med at afsone ti spilledages karantæne, som han modtog, efter at han opførte sig usportsligt i lokalbraget mod Getafe CF. Han overvejer nu, at stoppe sin karriere før planlagt, men det vil være at skyde sig selv i foden, mener TotalBold.dk’s chefredaktør.

Der er spillet 88 minutter af lokalopgøret mellem Real Madrid og Getafe på Santiago Bernabeu, og stillingen er på dette tidspunkt 2-2. Udeholdets Javier Casquero har bolden i Real Madrids straffesparksfelt, og midtbanespilleren falder herefter til jorden, efter at have modtaget et puf i ryggen af Real Madrids portugisiske forsvarsspiller, Pepe.

Straffespark var dommen fra kampens dommer, hvorefter Pepe gik amok. To spark på den liggende Getafe-anfører, og et slag i ansigtet på Juan Albin på vej ud af banen, mens han også nåede at tilsvine dommerne med ordlyden ”ludersønner”. Efter kampen var det en tydelig brødbetynget Pepe, som udtalte sig til pressen.

“Jeg er meget skuffet over min indsats. Jeg gjorde det i kampens hede, og jeg kan som alle andre begå fejl. Det vigtigste er, at jeg undskylder for, hvad jeg har gjort. Jeg undskylder over for fansene, Madrid, Getafe, Casquero og alle andre, som overværede min handling.”

Klubbens cheftræner, Juande Ramos, var hurtigt ude og forsvare Pepe med disse ord kort efter kampen:

“Pepe blev frustreret på sig selv, da han begik straffesparket, og så ville han sparke ud i luften, ikke på selve spilleren. Jeg er helt sikker på, at disciplinærudvalget vil indse, at han tabte hovedet, og ikke gik efter manden,” sagde han ifølge Reuters.

Hovedpersonen Pepe blev også citeret i torsdagsudgaven af den store spanske sportsavis Marca, hvor han ikke lagde skjul på, at det var en hård tid, som fulgte efter hans voldsomme handlinger i Getafe-opgøret.

“Disse dage er de værste i mit liv. Jeg har set tv-optagelser, og jeg kan ikke genkende mig selv. Jeg blev tydeligvis sindssyg og mistede kontrollen i nogle få minutter. Det er mit livs værste øjeblik for tiden. Jeg har ikke lyst til at vende tilbage og spille fodbold. Hvis jeg kan se, at jeg ikke kan vende tilbage til fodbolden, vil jeg finde på noget andet at lave.”

24. april var skæbnedagen for Pepe. Det var nemlig denne dato, hvor det spanske fodboldforbund offentliggjorde, hvor mange karantænedage, han skulle sidde ude. Herefter stod det klart, at portugiseren ville være ude i resten af sæsonen, da han blev tildelt ti spilledages karantæne.

Efter at have nærstuderet Pepes handling kunne Juande Ramos godt se, at hans forsvarsspillers handlinger var bevidste, men han stod fortsat fast ved, at dommen var for hård, og klubbens præsident Vincente Boluda delte, ikke overraskende, samme mening.

“Hvilken katastrofe. Straffen står ikke til mål med, hvad der skete på banen,” udbrød han til Marca kort efter, at han hørte om straffen.

Man kan blandt andet drage paralleller til Eric Cantonas hovedløse optræden tilbage i 1996. På daværende tidspunkt repræsenterede han Manchester United og de mødte Crystal Palace. Angriberen blev præsenteret for et rødt kort, og på vej ud af banen råbte nogle af modstandernes fans efter den iltre franskmand, der reagerede med et vaskeægte Kung fu-spark efter den tilskuer, han havde set sig mest sur på. Manchester United startede med at suspendere franskmanden i fire måneder, men FIFA fulgte derefter op og gav ham en ni måneder lang karantæne fra fodbold verden over, mens han også fik en bøde på 10.000 £.

Selvfølgelig er der i Pepes tilfælde tale om flere mindre handlinger på banen mod modstandere, men i sidste ende er det vold mod ikke bare én, men flere personer, som ikke gjorde nogen former for modstand.

Jeg mener, at det er svært udefra at vurdere, hvor mange karantænedage, Pepe skulle have haft, eftersom det er utroligt sjældent at sådanne sager indtræffer, men der er ingen tvivl om, at Pepes vredesudbrud var utilgiveligt og skulle straffes.

Pepes sæson er nu ovre i Real Madrid-regi, og det store spørgsmål, som nu bliver rejst, er, om han fortsætter i klubben. Jeg tror, at den bedste løsning vil være, at han kommer op på hesten igen og fortsætter i klubben for at betale klubbens ledelse og dens fans en vis tiltro tilbage.

Såfremt 26-årige Pepe vælger at lægge støvlerne på hylden allerede nu, risikerer han, at indtrykket af ham bliver en blandet fornøjelse, som man oplevede det med Zinedine Zidane tilbage i 2006.

Frankrigs helt store profil under slutrunden, Zinedine Zidane, stangede Marco Materazzi i sin sidste kamp i karrieren, da Frankrig spillede VM-finalen den 9. juli 2006 i Berlin mod Italien, og det printede et surrealistisk billede af fodboldidolet på tilskuernes nethinder, da de flestes store idol pludselig stod med rollen som skurk.

Alt, hvad han havde opnået i sin karriere, alle de flotte præstationer og fantastiske detaljer og mål, han havde stået for igennem godt 20 år, var pludselig afløst af et negativt lys på franskmanden, kun fordi, han uhæmmet begik vold på den provokerende italiener foran flere millioner fodboldtilskuere.

HVAD MENER DU OMKRING PEPES SITUATION?

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.



Kommentér



Top-menu
Menu