Menu



Klumme: Kæmp nu for fanden!

TotalBold.dk’s klummeskribent, Philip Blüdnikow, er benhård i sin vurdering, når han kigger på emnet ”Danske fodboldspillere, som flopper i udlandet”.

Ja, så er det sket igen. En dansk fodboldspiller i udlandet, der giver op lige så hurtigt, som Hakan Sukür var om at score mod Sydkorea dengang i bronzekampen tilbage ved VM 2002.

Som det nu kan læses rundt omkring, så har stakkels Magnus Troest mødt lidt modgang siden sit skifte til Parma fra FC Midtjylland, hvorfra han tog af sted for et halvt år siden, og nu åbner han så døren for et hurtigt og smertefrit klubskifte væk fra den megen uretfærdighed, som han har mødt i sin tid i det italienske. Det lugter langt væk af enten et nyt bænkeophold andetsteds eller en billig og smertefri tilbagevenden til Danmark.

Det lader sig nemlig forstå, at grunden til at Magnus Troest så gerne vil væk fra Parma allerede nu, er den nye træner Francesco Guidolins forkærlighed for at spille med et tremandsforsvar, hvilket skulle være utrolig hård kost for en spiller af Troests ellers glimrende kaliber. For ifølge forsvarsspilleren selv, så kan han i hvert fald ikke spille i et sådant system og må væk. Det lyder egentlig højst besynderligt i betragtning af, at enhver bums fra den lokale pub med en smule forstand på fodbold vil vide, at et forsvar med tre mand blot består af to normale centerforsvarere og en enkel dybereliggende sweeper, hvor forskellen bare er, at de to førstnævnte har et mere markeringspræget arbejde end ved en normal firemandskonstellation. Det burde altså ikke være for hårdt for en mand som Magnus Troest med hans mange kvaliteter at vænne sig til, og hvis problemet er, at træneren ikke lige har tilliden til ham pt., så må han smøge ærmerne op og tilkæmpe sig den tillid. Noget der ser ud til at være et basalt problem hos alt for mange af vores ”udenlandsproffer”.

Esben Hansen og Mikkel Thygesen er bare to af de navne, der fra Superligaen er taget til det store, stygge udland som stjerner og landsholdsemner, men er røget på røv og albuer tilbage til Danmark lige så hurtigt, som de kom dertil. Og de er bare to af de mest ekstreme eksempler. For som bekendt er dette allerede sket alt for mange gange med andre danske spillere, der lynhurtigt opdager, at det ikke er lutter lagkage at komme væk fra den hyggelige Superliga-andedam til en liga, hvor det konstant er knaldhårdt arbejde – også, når det bare drejer sig om træning. Og Troest er altså åbenbart den næste i rækken.

Det er svært at sige, om det er mentaliteten blandt klubber, spillere og trænere i Danmark, som er for blød og dermed skyld i denne folkevandring tilbage mod det trygge nord, når situationen i udlandet ikke lige er en dans på roser. Eller om grunden simpelthen er, at de danske spillere bare lige ikke for tiden er gode nok. Men ofte virker det som det rene tuderi og mangel på vilje til at kæmpe for sin plads, når endnu en dansk spiller taler om at flytte væk efter en meget kort periode i en ny klub, hvor det ikke lige er gået fuldstændig, som han havde drømt om med lidt for meget tid på bænken.

En meget god fodnote at kigge på til denne sag kunne være sagaen om Allan Simonsen, den klejne vejlenser, der blev Europas bedste fodboldspiller anno 1977 og havde en glorværdig karriere, der spændte over blandt andre Vejle, Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona. Men før den lille mand fra Jylland blev Europas største, så måtte han også tage sine barske læreår. To år på det daværende storhold Gladbachs reservebænk fik han, før han via sin ærgerrighed og vilje tilkæmpede sig en stamplads på et af Europas bedste mandskaber – og resten er historie. Historie, som nutidens udenlandsdanskere måske kunne tage ved lære af.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.



Kommentér



Top-menu
Menu