Danmark topper komfortabelt VM-kvalifikationsgruppe 1 og vil med de rette resultater i onsdagens kampe være sikret en plads ved VM i Sydafrika næste sommer. Men de mange point skjuler bare sandheden om det danske landsholds bekymrende ringe spil.

Skrevet af Philip Blüdnikow

VM-feberen breder sig forståeligt nok i et land, der står på tærsklen til for fjerde gang at kunne deltage i fodboldens allerstørste fest (Europa-aristokraternes Champions League fraregnet). Det danske landshold har skam også på papiret fortjent det med en imponerende point-høst, der tæller syv sejre, to uafgjorte kampe og nul – gentager gerne – nul nederlag. 17 point er facittet og de på forhånd ellers frygtede konkurrenter fra Sverige og Portugal halser efter, mens den positive overraskelse, Ungarn, også er med i pakket.

Men optimismen omkring det danske landshold er bundet op omkring en illusion, et rent og skær bedrag. For bag den smukke tabel gemmer der sig sandheden om et hold, der i den grad har forpagtet marginalerne på trods af svagt spil, og det behøves skam ikke at skjules. En hurtig gennemgang af VM-kvalifikationskampene viser et vist mønster: 0-0 i Ungarn, hvor Nicklas Bendtner godt nok rammer stolpen, men ungarerne har flere og større muligheder. Danmark spiller en skræmmende svag kamp. Derefter 3-2 i Portugal, hvor Danmark sensationelt sejrer på de nu mystiske såvel som vanvittige slutminutter.

Euforien er nu inde omkring landsholdet, der går ind til tre nemme kampe mod Albanien og Malta gange to med fire point på kontoen, men spillet var, bortset fra slutminutterne, underlegent i forhold til portugiserne. Tre gange 3-0 følger mod Albanien og Malta, hvor man sådan set vinder sikkert, men heller ikke formår, at udspille og statuere et fodboldmæssigt eksempel over for den svage modstander. Så kommer den uhyre vigtige 1-0-sejr i Sverige, som kommer i hus på svenskernes ineffektivitet, Thomas Sørensens klasse og Brøndby-backens, Mikael Nilssons gavmilde gaver, som Thomas Kahlenberg udnytter. Endelig får vi 1-1 i Parken mod Portugal, der er håbløst overlegne igennem det meste af kampen. Stephan Andersen, Nicklas Bendtners momentvise verdensklasse og sammenbidt kamp redder et værdifuldt point og næsten kvalifikation til slutrunden næste år.

Man står nu tilbage med syv fodboldkampe, hvor kun kampene mod miniputterne fra Malta og Albanien har set nogenlunde sikre ud med hensyn til spillemæssig dominans. Duellerne med de direkte konkurrenter har derimod fået den danske opsætning til at se mildest talt svag ud, men stor klasse af Thomas Sørensen og Stephan Andersen har været redningen, og så har kynismen og evnen til at tage de chancer, der måtte være, været uovertruffen.

Men fodboldhold, som lever på evnen til at slå til på den ene chance, der måtte være i løbet af en kamp, kendetegnes normalt også ved et bundsolidt forsvar, hvilket ikke har været tilfældet med det danske. Der er godt nok kun blevet lukket tre mål ind, alle scoret af Portugal. Men der har været chancer og usikkerhed til flere – mange flere. Tabet af den gyldne midterakse i forsvaret med Martin Laursens stop og Daniel Aggers tilsyneladende uendelige skadespauser har gjort, at unge Simon Kjær har fået chancen og gjort det fortræffeligt, sin unge alder til trods.

Men bundlinjen er stadig fire kampe mod Sverige, Ungarn og Portugal, der kunne være gået grueligt galt, hvis ikke det var for målmandsredninger og uskarpe angribere i stride strømme. Samtidig har den danske midtbane med Christian Poulsen i front været ude af stand til at sætte sig igennem, og har ofte måttet ty til rent energiraseri for at holde modstanderen i ave i forhold til konservativt og rolig kontrol over slagets gang, som ellers burde kendetegne Morten Olsens boldbesiddende 4-3-3-formation. Boldbesiddende kan man ikke lige for tiden kalde det danske landshold, der bruger mange kræfter på at forsvare i stedet for at tage overtage kampen og tage initiativet

Al respekt for Morten Olsens drenge for, med skarphed og fight, at være så tæt på at kvalificere sig til slutrunden næste år og dermed kunne sikre træneren et godt eftermæle ovenpå to mislykkede kvalifikationsturneringer. Men man kommer ikke langt ved VM-slutrunder med det spil, som landsholdet ellers har vist. Olsen må inden Danmarks forhåbentligt snart sikrede kvalifikation sørge for at få kørt en idealopstilling og et koncept ind, der rent faktisk virker og formår at spille lige op med modstandere med lidt mere klasse end Malta, hvilket tragisk nok ikke har været tilfældet indtil videre. Grundstenene er bestemt til stede med spillere som Nicklas Bendtner, Daniel Agger, Thomas Sørensen og den genfødte Jakob Poulsen. Men man må jo i første omgang håbe at landstræneren og hans hold selv ikke er blevet bedraget af den forføreriske stilling. For helt godt har det altså ikke været, alle de lune point til trods.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.