Skrevet af Philip Blüdnikow – 22-09-08

Det har slået undertegnede, hvor groft et koncept Champions League egentlig er overfor klubfodbolden som helhed.

Hvert evigt eneste år bliver vi fodboldfans forkælet med flot fodbold af verdens førende mandskaber. Men hvad der også foregår, når lyset slukkes på stadion, er faktisk en uretfærdig skævvridning af konkurrenceforholdene indenfor fodbolden.

År efter år ser vi den samme håndfuld klubber deltage i knockout-runderne i ”verdens største klubturnering”, og det er disse klubber, der år efter år kan skovle ind af den kæmpe profit, som deltagelse så langt henne i Champions League afføder. For den massive mængde penge, som er blevet involveret i Europas fineste klubturnering er med til at gøre hullet mellem de bedste og de næstbedste klubber større og større.

Samtidig har indlemmelsen af lavere rangerede hold fra store fodboldlande været med til at devaluere turneringens lillebror, UEFA Cuppen, der på uretfærdig vis nu ofte må se sig hentydet til som ligegyldig. Synd og respektløst, da UEFA Cuppen ofte har spænding og intensitet til overflod, hvad der ikke altid kan siges om de ofte forudsigelige opgør i Champions League.

Hvor man før i tiden så flere ”storklubber” i lillebrorturneringen, fordi der ikke var plads til dem i Champions League, så er de nu alle sammen i den store turnering, mens UEFA Cuppen derfra komplet ignoreres som underholdende alternativ til Champions League.

Champions League har været stort skyld i, at den mentale sfære omkring fodbolden er blevet væsentligt indskrænket til kun at omhandle den førnævnte håndfuld storklubber. Fra at have været koncentreret og forankret på lokalt plan i de små samfund, er fodboldklubber blevet til noget, som man støtter fra et helt andet land, mens den lokale fodboldforening negligeres. Den massive mediedækning som Champions League hvert år modtager, må påtage sig skylden for denne udvikling.

Et godt eksempel er den sædvanlige top-fire i England, der består af Liverpool, Manchester United, Chelsea og Arsenal. Disse klubber har gigantiske fanklubber over hele jorden. Men hvis man bare går et skridt ned af stigen til klubber som Aston Villa, Tottenham og Everton, så kan tallene slet ikke sammenlignes. Top-fire i England skovler penge ind på millioner af udenlandske fans, der godt nok aldrig har været på stadion og se en kamp, men glædeligt køber dyrt merchandise for at bekræfte dem selv i, at de faktisk har et tilhørsforhold til den pågældende klub.

Efter at have været nede og runde i Serie B efter den famøse Calciopoli-skandale vendte den gamle CL-kending, Juventus, i øvrigt tilbage til Champions League op til denne sæson. De blev varmt modtaget efter lodtrækningen til gruppespillet, som havde parret dem med Real Madrid, og alle så nu frem til, at disse to europæiske giganter nu endnu en gang skulle kæmpe med hinanden. For Juventus hører jo automatisk hjemme i Champions League, ikke?

– Nej, det gør de ikke, hvis det skal være på bekostning af mestre fra mindre fodboldlande, som uretfærdigt fejes til side, fordi der står et mere prominent hold klar til at gøre sin entré fra en stærkere liga. Dette er ikke et angreb mod Juventus, som flot har formået, at kæmpe sig direkte tilbage i toppen af Serie A, men et konstatering af, hvor uretfærdigt systemet egentlig forholder sig.

Når Juventus som treer i Italien automatisk vægtes højere end f.eks. de polske mestre fra Wisla Kraków via en nemmere kvalifikation til turneringen, så sker der en skævvridning og forfejlet uddeling af de mange, mange penge, som er involveret i det deltage i Champions League. Det er næsten alt for mange, hvilket også kommer til udtryk i optakterne til AaB’s kommende kampe i turneringen, hvor vel 50 % af fokussen ligger på de kommende modstandere og resten er på, hvor meget AaB mon vil tjene på at være en del af CL-cirkusset.

Min pointe af storholdenes efterhånden uretfærdige overlegenhed bliver yderligere understreget af det faktum, at man må spørge sig selv, hvilken sportslig betydning kampene mellem Real Madrid og Juventus egentlig har i et gruppespil, hvor de nok alligevel begge til syvende og sidst går videre. Zenit St. Petersborg kunne godt true de to, men russerne vil nok i længden tabe på et samlet ringere spillermateriale, og så kan Real Madrid og Juventus sikkert spadsere videre til knockout-runden, hvor endnu flere præmiepenge ligger og venter på dem. Også Chelsea FC mod AS Roma i gruppe A lugter langt væk af denne forudsigelighed. Alligevel er begge disse dueller opgør, som producere og seere vil flokkes omkring ene og alene på grund af navnene, der spiller.

Champions League er altså blevet de riges bord, hvor den samme samling ”fat cats” år efter år mødes for at rage til sig af pengene og fejre deres egen rigdom og økonomiske fordele overfor resten af Fodboldeuropa, mens de bare bliver rigere og rigere og afgrunden større og større. De otte kvartfinaler i dette års turnering vil sikkert komme til at bestå af i hvert fald Manchester United, Arsenal, Liverpool, Chelsea og Barcelona, som kan skovle ind af pengene og dermed forøge deres allerede heftige kapitalbeholdning. Det efterlader vel en to-tre pladser, hvor overraskelserne, de små klubber endelig kan komme ind og spille deres rolle. Hvis man da karakteriserer Real Madrid, Juventus eller AS Roma i denne kategori. For det er nok dem, som i sidste ende når dertil.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.