TotalBold.dk’s skribent, Philip Blüdnikow, beretter om tingenes tilstand i den catalanske storklub, hvor der for tiden er stor udskiftning, og nye tider er i vente oven på en skuffende sæson.
Tid til forandring
Forandringens vinde blæser i disse uger hen over FC Barcelonas hjemmebane, Nou Camp – og det er i mere end én forstand. For godt nok skal det verdensberømte stadion igennem en modernisering under ledelse af den anerkendte engelske arkitekt, Norman Foster, men også inde på direktionsgangene bag facaden på Europas største fodboldstadion sker der ting og sager.
Således har der i løbet af denne sommer været en mindre revolution i gang i den catalanske klub. Med turbulens og eventuel udskiftning på tre så elementære pladser som præsidentposten, spillertruppen og managerposten oplever klubben en ren forvandling i øjeblikket.
Kimen til denne store forandring skal findes i sidste sæson, som var én lang skuffelse for Cataloniens symbolske flagskib. Det hele tegnede ellers ganske lovende før sæsonstart, hvor den allerede fantastiske trup blev suppleret, med køb af prominente spillere som Gabriel Milito og Eric Abidal til forsvaret.
Den defensive oprydder og balancespiller, Yaya Touré, og endelig den franske superstjerne og skarpretter, Thierry Henry. Specielt helt i front så holdet ustoppeligt ud. Med en superkvartet bestående af Henry, Lionel Messi, Samuel Eto’o og Ronaldinho var der dømt sambabold på et niveau, der aldrig før var set. Derudover havde klubben fantastiske supplementer i de to unge talenter, Bojan Krkić og Giovanni dos Santos.
Skuffende sidste sæson
Sæsonen levede aldrig op til de tårnhøje forventninger, som sommerpausen havde affødt. I den spanske pokalturnering, Copa del Réy, blev semifinalen endestation, da holdet tabte til Deportivo La Coruña. Mesterskabet endte langt uden for rækkevidde efter svingende, og til tider uinspirerede, præstationer hele sæsonen igennem. Barcelona fik ikke engang andenpladsen, da Villarreal viste sig stærkere i slutspurten og tog sølv. De forhadte rivaler fra Real Madrid sikrede sig samtidig mesterskabet for andet år i træk.
Semifinalen i Champions League blev tabt til de senere vindere fra Manchester United. Hos ”The Fantastic Four” – som superkvartetten blev døbt – var det kun Lionel Messi, der spillede op til niveau, men han løb ind i flere skader, og holdet kom aldrig rigtig til at fungere. Dermed var det også ligegyldigt, at holdet alligevel blev sæsonens næstmest scorende efter mestrene fra Real Madrid, samtidig med at man havde ligaens tredjebedste forsvar. Der var sure miner over hele linjen, og da Barcelonas håb om succes i både ligaen og Champions League gik i stykker, så steg mislydene mod spillertruppen, klubpræsident Joan Laporta og træner Frank Rijkaard
Specielt træner Rijkaard var allerede fra starten af sæsonen en presset mand, da det ej heller sæsonen før var lykkedes ham at vinde nogle titler. En skændsel oven på de to foregående års succesmarcher, hvor det var blevet til to mesterskaber og en Champions League-titel. Men da det omkring maj måned stod klart, at man for andet år i træk måtte nøjes med ingenting, så var det tydeligt, at Frank Rijkaards tid som Barcelona-træner nærmede sig sin afslutning. Til sidst var det nærmest en offentlig kendt hemmelighed, at hollænderen snart måtte kigge efter et nyt job.
Han fik endelig fyresedlen, dagen efter holdet havde tabt med ydmygende 4-1 til Real Madrid, som runden før havde sikret sig mesterskabet. Men nederlaget havde næppe været udslagsgivende, da fyringen havde været længe undervejs. Buddene på en ny træner i det varme sæde var inden da mange og inkluderede navne som José Mourinho, Arsené Wenger, Rafe Benitez og Michael Laudrup. Men samme dag som Rijkaard måtte gå, blev det offentliggjort, at valget af afløseren overraskende var faldet på reserveholdstræneren og klubkoryfæet, Josep ”Pep” Guardiola.
Josep ”Pep” Guardiola
Guardiola var igennem halvfemserne FC Barcelonas og det spanske landsholds spilregissør og hjerne fra sin position dybt i banen. Han var blandt de bedste på sin position i Europa, og han var samtidig et af de allermest populære medlemmer af det legendariske Barcelona-hold, bedre kendt som Dream Team, der vandt rub og stub i starten af halvfemserne. Under ledelse af Johan Cruyff og med andre spillere som Ronald Koeman, Michael Laudrup, Hristo Stoichkov, Txiki Beguiristain, Julio Salinas, Andoni Zubizarreta var holdet altdominerende på den internationale fodboldscene.
For ikke nok med at Guardiola var en fabelagtig spilfordeler, han var også en af de eneste indfødte catalanere på et hold bestående af udlændinge og spaniere fra andre områder af det store land. Og hvis der er noget, som er populært i den selvbevidste catalanske storklub, så er det hjemegnens egne drenge. Derved er Josep Guardiola en meget populær og højtelsket skikkelse i FC Barcelona, og han kan, i hvert fald til at starte med, regne med tilskuernes opbakning til hans dispositioner. Rent taktisk forventes Guardiola at føre Frank Rijkaards 4-3-3-system videre, men dog med mere faste positioner i stedet for de meget løse roller, som Rijkaard kørte med. Guardiola vil også kræve større disciplin i forsvarsspillet og tilbageløbene. Det skinner også igennem uden for banen, hvor han har indført en række disciplinære regler, som skal holde spillerne fra at skeje alt for meget ud, når der ikke er kamp, sådan som man har set det ske i de senere år.
Pibekoncert
Spillerne må også hellere følge reglementet. I sidste sæson var specielt Ronaldinho udskældt for at gå i byen, når han alligevel sad på bænken. Denne lidt ligegyldige attitude hos nogle af holdets profiler, kombineret med flere kampe, hvor sikre sejre blev smidt væk, eller spillet var en kende uengageret, faldt ikke i det kræsne catalanske publikums smag. Mislydene mod spillerne steg, i takt med pointtab weekend efter weekend, og det hele kulminerede søndag den 6. april, da FC Barcelona endnu engang måtte gå fra banen uden sejr efter et forsmædeligt 0-0-resultat mod Getafe hjemme på Camp Nou. Den første målløse kamp på Camp Nou i tre år.
Ugen før havde man smidt en sikker 2-0-føring væk mod bundholdet, Real Betis, og nu var tålmodigheden sluppet op hos publikummet. Overalt på stadionets 100.000 siddepladser blev der mod slutningen af kampen hevet hvide lommetørklæder op ad lommerne, som nu blev viftet ned mod banen akkompagneret af en pibekoncert af en anden verden. Den ultimative mishagsytring mod det slagne fodboldhold. Efter kampen samledes en vred menneskemængde ude foran klubpræsident Joan Laportas kontor og krævede hans og de dovne spilleres afgang. Lommetørklæderne kom op igen efter sæsonens sidste kamp mod Mallorca, som blev tabt 3-2.
Laporta i modvind
FC Barcelona er en klub ejet af tilhængerne, der selv vælger præsident gennem en valgkamp, og Laportas tid på denne plads har været ganske tæt på at slutte inden for de seneste måneder på grund af hans stigende upopularitet. Reaktionen efter kampen mod Getafe, da folk mødte op foran hans kontor og krævede hans afgang viste blot, hvordan han i de seneste år er blevet en mere og mere upopulær skikkelse blandt andet på grund af sin tilsyneladende arrogante fremtræden overfor de andre medlemmer af ledelsen, hvoraf flere er gået i protest mod ham.
Samtidig har de seneste to sæsoners svigtende resultater på fodboldsiden ikke hjulpet ham i meningsmålerne blandt FC Barcelonas medlemmer. Det var Laporta, som stødte en anden Joan, Joan Gaspart, fra tronen som klubpræsident, da han i 2003 vandt præsidentvalget. Laporta havde allerede år tidligere prøvet at tage magten fra præsident Josep Núñez ved et kup kendt som ”Den Blå Elefant”. Nu lykkedes det ham ved at vinde præsidentvalget over Gaspart, der ikke havde haft en særlig heldig periode i klubben, siden han overtog fra Núñez i år 2000. Et af Laportas valgløfter ved 2003-valget var, at han ville bringe David Beckham til Camp Nou. Dette lykkedes dog som bekendt ikke, og i stedet blev det Ronaldinho, som kom til, hvilket man dog næppe har fortrudt siden.
De fantastiske resultater, som Frank Rijkaard fik skabt med Ronaldinho som omdrejningspunkt gav naturligvis en positiv stemning i hele klubben, og Laporta genvandt sikkert præsidentvalget i 2006. Men derfra begyndte det at gå ned af bakke, da han ragede uklar med andre ledelsesmedlemmer, samtidig med de sportslige resultater begyndte at svigte. Også mistænksom indflydelse på Laportas dispositioner fra vennen Johan Cruyff, som stadig huserer i skyggerne, var med til at vende stemningen imod ham. Og i maj offentliggjorde de to klubmedlemmer, Oriol Geralt og Christian Castellví, at de havde i sinde at starte et mistillidsvotum mod Laporta for at få ham stemt ud som klubpræsident.
De samlede hurtigt mere end de fornødne 8.000 stemmer, som der krævedes for at få afholdt afstemningen, der skulle skaffe dem af med Laporta. Til selve afstemningen, der fandt sted den 6. juli, stemte kun 60 % for at Laporta skulle gå af, mens det krævede 66 % for at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Dermed kunne Laporta forsætte som præsident, men han er ikke en populær skikkelse, og han må håbe på, at sportslig succes i den kommende sæson kan redde hans fremtid som præsident i klubben.
Slut på æraen
Foråret 2008 markerede generelt bare enden på æraen med ”Dream Team V2”, holdet der betog en hel fodboldverden med dets fantastiske fodboldspil, og som var ”den spirituelle opfølger” på Johan Cruyffs ”Dream Team” fra starten af halvfemserne. Men hvor man altid taler om, at Cruyffs hold modtog sit dødsstød den 18. maj 1994, hvor det aldrende Barcelona-mandskab fik en øretæve på 4-0 af AC Milan i Champions League-finalen, så var Rijkaards Dream Team en hel halvsæson om at besegle sit eget endeligt. Spillere som Ronaldinho, Eto’o og Deco havde alle været nøglefigurer i holdets succes, som indebar to mesterskaber og en Champions League-titel, men nu var det tydeligvis slut og nye kræfter måtte tage over.
Én af Guardiolas første aktiviteter som ny træner for holdet var da også at melde ud, at han ikke regnede med d’herrer, Eto’o, Ronaldinho og Decos bidrag til den kommende sæson, og at de kunne finde en ny klub. Barcelona har også vist deres intentioner om at forstærke og forny holdet til nye trofæ-kampe forud for den nye sæson med indkøb af flere glimrende spillere. Ind er kommet superbacken fra Sevilla, Daniel Alves, de to sublime centerforsvarere, Gerald Piqué og Martin Caceres, energibomben på midtbanen, Seydou Keita, ligeså fra Sevilla og endelig Arsenals kantspiller, Aleksandr Hleb. Samtidig har man skilt sig af med evighedsreserven i angrebet, Santiago Ezquerro.
Edmilson er skiftet til Villarreal, Lilian Thuram skulle skifte til Paris Saint-Germain, men har stoppet karrieren, efter man opdagede, at han har en hjertefejl. Gianluca Zambrotta er taget tilbage til italiensk fodbold og AC Milan, hvor også Ronaldinho endelig er havnet efter to lange års formnedgang siden VM i Tyskland. Den udskældte catalanske back, Oleguer, er taget til Ajax Amsterdam, mens den talentfulde angriber, Giovanni dos Santos, er skiftet til Tottenham i England, og endelig er midtbanestrategen, Deco, skiftet til Chelsea. Altså en ganske pæn udskiftning i rækken af profiler på holdet. Tilbage sidder Samuel Eto’o, som Guardiola til at starte med altså ikke havde tænkt sig at bruge, og han så ud til at være på vej væk med flere bejlere. Men så meldte han ud, at han ville blive i Barcelona og kæmpe for sin plads, hvilket han har gjort flot med flere mål i optaktskampene til sæsonen.
Lovende optakt
Optaktskampene er i øvrigt alle blevet vundet, så på den konto har Guardiola fået en glimrende start som træner i klubben. En opstart med tvivlsomme resultater kunne have skabt en negativ stemning omkring holdet inden nye sæson, men hvis stilen holdes frem til åbningskampen mod oprykkerne fra Numancia den 31. august, så kan man med en sejr dér få en anderledes positiv opstart i kontrast til de sidste måneders dystre udsigter.
Der venter altså nye tider for FC Barcelona. Nye spillere, ny træner og en klubpræsident, som ikke kan forvente at sidde alt for sikkert i sædet. Men sådan er det nu engang i det catalanske galehus, hvor gårsdagens helte er morgendagens upopulære skikkelser og omvendt.