Наши партнеры

Menu



Klubportræt: AC Milan – 1. del

TotalBold.dk’s skribent, Ronni Bødker, har i denne udgave af vores klubportræt-serie kigget nærmere på den italienske storklub AC Milan. Klubben har 110 år på bagen og derfor har vi valgt at tegne et stort portræt. Vi bringer første del af portrættet.

Prolog

AC Milan har i over et århundrede henrykket det meste af verden, især selvfølgelig milaneserne. Med blandt andet syv sejre i Europa Cuppen for mesterhold, er Rossoneri den klub i verden med flest internationale titler, en ære de deler med argentinske Boca Juniors. Begge klubber har vundet 18 internationale, FIFA-anerkendte, turneringer.

Til de mange internationale turneringssejre kan lægges 17 italienske mesterskaber, fem sejre i Coppa Italia og fem sejre i Supercoppa Italia og yderligere andenpladser i alle tre turneringer. Dette vidner om en af de største fodboldklubber igennem tiderne, fuldt på højde med andre giganter i form af Real Madrid, Liverpool, Bayern München og selvfølgelig ærkerivalerne Juventus.

Derudover kan der mønstres en hel stjerneparade af spillere, der igennem tiderne har repræsenteret AC Milan. Blandt andet kan nævnes spillere som Giuseppe Meazza, Cesare Maldini, Gunnar Nordahl, Giovanni Trapattoni, Marco van Basten, Ruud Gullit, Franco Baresi, Roberto Donadoni, Roberto Baggio, Alessandro Costacurta, Andrij Shevchenko og klub-legenden Paolo Maldini – og dette er bare for at nævne nogle af de største spillere, flere kan sagtens tilføjes.

I det følgende vil klubbens historie blive gennemgået, for på den måde at give et overblik over hvad denne storslåede klub har gennemgået i tidens løb.

De første år

Den 16. december 1899, i den norditalienske by Milano, oprettede englænderne Alfred Edwards og Herpert Kilpin en idrætsklub – Milan Cricket and Football Club (Milan CFC). Som navnet også ganske rigtigt viser, var fodbold og cricket begge på programmet, noget der var set før i Europa, blandt andet herhjemme med klubber som Kjøbenhavns Boldklub (1876) og AaB (1885), men siden hen overtog fodbold.

Klubben havde sit første hovedkvarter Fiaschetteria Toscana i Via Berchet i Milano og grundlæggeren af klubben, Alfred Edwards, var klubbens første præsident. Han er desuden klubbens hidtil eneste ikke-italienske præsident. Klubbens anden grundlægger, Nottingham-manden Herpert Kilpin, overtog styringen af klubbens fodboldhold, både som træner og anfører. Allerede i januar 1900 blev klubben meldt ind i Federazione Italiana Giuoco Calcio, det italienske fodboldforbund.

Klubbens berømte farver kom til, da Kilpin havde taget et helt sæt spilletøj med fra England og trøjerne hertil var farvet røde og sorte. Klubben spillede tidligt sin første officielle kamp. Den 15. januar spillede de mod FC Torinese, men rendte dog ind i et 3-0-nederlag. Klubben kunne dog alligevel løfte sit første trofæ, Medaglia del Re (Kongens medalje), senere på sæsonen. Klubben vandt over senere rival Juventus 2-0 og modtog trofæet af Italiens daværende statsoverhoved, Kong Umberto I.

Sæsonen 1900/01 bød på debut til klubben i det italienske mesterskab, som alle år før var gået til Genoa. Kilpins tropper endte dog med at vinde mesterskabet, den såkaldte Scudetto, allerede i det første år og brød dermed Genoas stime. I de næste otte år blev det til endnu to Medaglia del Re, to mesterskaber og tre sejre i træk i Palles Dapples. Disse resultater gjorde klubben til et af Lombardiets mest populære hold, hvis ikke det populæreste.

I 1908 var der for første gang problemer i klubben, da flere spillere, schweizere og italienere, var utilfredse med den italienske dominans på holdet. De brød derfor med klubben og startede deres egen klub. Klubben fremførte sig med at være åben for udlændinge og deraf navnet ”Football Club Internazionale Milano”. De skulle vise sig at få succes allerede i 1910, da den nye klub hjemførte sin første Scudetto og har siden dengang været endnu en rival til moderklubben.

Milan CFC vandt i løbet af første verdenskrig det regionale mesterskab flere gange, blandt andet efter en historisk 8-1-sejr i lokalderbyet mod Inter. Klubbens første tyve år sluttede dog med et navneskiftetil det lidt nemmere Milan Football Club eller bare Milan FC. Dermed havde klubben fjernet cricket fra programmet.

Navneforvirring

De følgende år var ikke den store succes for Milan FC. I 1909 havde Piero Pirelli dog overtaget præsidentembedet i klubben og efter nogle knap så succesrige år, gav han i 1925 ordre til at påbegynde byggeriet af et stadion i bydelen San Siro, tæt på hvor den milanesiske hestevæddeløbsbane ligger. Stadionet blev bygget som et decideret fodboldstadion, og havde derfor ikke en atletikbane, i modsætning til andre italienske stadions og stadions i resten af Europa.

Stadio San Siro blev åbnet 19. september 1926, hvor hjemmeholdet, ironisk nok, tabte hele 6-3 til Inter foran 35.000 tilskuere. Oprindeligt var San Siro AC Milans ejendom og kun de spillede der, men i 1947 lejede Inter sig ind på stadionet og holdene har siden delt hjemmebane. I de senere år har Inter dog været ved at finde plads til eget stadion. Stadionet er sidenhen blevet navngivet Stadio Giuseppe Meazza, efter den tidligere storspiller for begge klubber. Navnet bliver dog oftere brugt at Inters fans, fremfor AC Milans, da Meazza var en større stjerne hos Inter.

Resultatmæssigt var mellemkrigstiden ikke en særlig god tid for Milan, klubben lå konstant placeret i midten af rækken. Det positive var dog, at klubben ikke var en del af nedrykningskampen, men de var heller aldrig for alvor oppe at true topholdene og kom kun sjældent i top fire. Perioden huskes dog som perioden, hvor de to storspillere Aldo Boffi og Giuseppe Meazza spillede i klubben, hvoraf sidstnævnte, som nævnt, har lagt navn til Stadio San Siro.

I 1936 skiftede klubben endnu engang navn, denne gang til Milan Associazione Sportiva, men efter fascismens indtog i Italien skulle alle navne italienficeres, og klubben fik derfor ændret navnet allerede i 1938 igen, denne gang til Associazione Calcio Milano. Efter anden verdenskrigs afslutning vendte klubben dog tilbage til sit gamle navn igen, men valgte dog at beholde noget af det nye navn – fra og med 1945 har klubben heddet Associazione Calcio Milan eller bare AC Milan i daglig tale.

Gre-No-Li

I 1940 havde Umberto Trappatoni overtaget præsidentembedet i klubben, et embede han besad frem til 1954, dog afbrudt et enkelt år i 1944-45. Med Trappatoni fulgte også succes for klubben igen, der konstant var at finde i top tre efter anden verdenskrig. Og i 1947/48 blev holdet symbolske vindere af ”vintermesterskabet”, men i den sidste ende måtte de se Torino løbe med mesterskabet, hvilket holdet gjorde frem til 1949. Torinos storhedstid, med fem mesterskaber i træk, blev afbrudt af Superga-katastrofen, 31 mand omkom i et flystyrt på vej hjem fra en venskabskamp i Portugal, heriblandt 18 spillere. Symbolsk vandt Juventus mesterskabet i den efterfølgende sæson, inden AC Milan vandt mesterskabet igen i 1951, for første gang siden 1907.

Milan var, kort efter de olympiske lege i Rom i 1948, blevet forstærket med de svenske vinderes angrebs-es, Gunnar Nordahl. Han fik året efter selskab af sine to holdkammerater og landsmænd Gunnar Gren og Nils Liedholm. Disse tre spillere udgjorde den berømte kæde Gre-No-Li. I deres første sæson i klubben scorede Milan 118 mål i bare 38 kampe, et snit på hele 3,11 mål pr. kamp.

Især Gunnar Nordahl lavede sig et kæmpe eftermæle i klubben. I løbet af hans karriere i klubben scorede han 225 Serie A-mål, det næsthøjeste antal til dato. Han brugte endda kun 291 kampe på denne bedrift, en scoringsprocent på hele 77, den markant bedste scoringsprocent blandt de ti mest scorende i Serie A nogensinde. Derudover holder han stadig rekorden for flest mål i én sæson, da han scorede 35 mål i 1949/50.

I perioden hvor Gre-No-Li var i klubben, indfandt også endnu en stor spiller sig i klubben, forsvarsgeneralen Cesare Maldini, fader til senere anfører Paolo Maldini. Samspillet mellem disse fire store spillere resulterede i, at Milan sluttede i top tre fra 1947/48 til 1956/57. Gunnar Gren forlod dog Milan i 1953 og Gunnar Nordahl forlod klubben til fordel for AS Roma i 1956. Liedholm forblev i klubben indtil hans aktive karriere stoppede i 1961.

I 1957/58 formåede milaneserne for første gang at komme til finalen i Europa Cuppen for mesterhold. Efter at have slået Rapid Wien, Rangers, Borussia Dortmund og Manchester United ud af turneringen, kunne Milan dog ikke overkomme datidens bedste hold Real Madrid, der på mål af blandt andet Real Madrid-legenden Alfredo Di Stéfano vandt 3-2 efter forlænget spilletid.

Den første internationale succes

Efter at have tabt klubbens første europæiske finale til suveræne Real Madrid i 1958, fik Rossoneri muligheden for at vinde trofæet igen fem år senere, i 1963. Muligheden var kommet gennem et hjemført mesterskab i 1962 og en flot turnering, hvor klubben inden finalen stod med en målscorer på 31-5 i otte kampe, men dog med to nederlag i bagagen, 1-0 ude til Dundee United i semifinalen efter 5-1 hjemme og 2-1 ude til Ipswich Town efter 3-0 hjemme.

Finalen blev spillet på det mægtige Wembley i London, den 22. maj 1963. Modstanderen i kampen var portugisiske Benfica, der var dobbelt-forsvarende mestre i turneringen. Endnu værre blev det af, at de havde overtaget tronen fra Real Madrid to år før og i finalen i 1962 slået spanierne hele 5-3, efter at have været bagud både 0-2 og 2-3. Så det var ikke et hvilket som helst hold, italienerne stod overfor en maj-dag i London i 1963. Chancerne for sejr var yderligere forværret af, at verdensstjernen Eusébio var at finde på det portugisiske holdkort. Ikke desto mindre fik Milan-træner Nereo Rocco sat sit hold godt op til opgaven og anført af Cesare Maldini og den dobbelte målscorer José Altafini, vandt milaneserne 2-1 og erobrede dermed klubbens første europæiske trofæ.

Sejren i Europa Cuppen medførte også, at Milan skulle forsvare Europas ære i Intercontinental cuppen, en turnering mellem det bedste europæiske og sydamerikanske klubhold. I 1963 skulle Milan op mod det brasilianske hold Santos, med verdens bedste fodboldspiller Pélé på holdet. Santos havde året før vundet turneringen over Benfica. Efter en 4-2-sejr hjemme i Milan, tabte holdet 4-2 i Brasilien. Et sådant resultat medførte, at en tredje playoff-kamp blev spillet. Kampen blev spillet på Maracaña, Santos hjemmebane og Rossoneri måtte forlade Brasilien med endnu et nederlag i bagagen.

1963 var også året hvor det verdensberømte træningsanlæg Milanello stod færdigt. Milanello blev bygget af klubbens daværende præsident Andrea Rizzoli, som den sidste ting i hans regeringstid i klubben. Efter sæsonen stoppede han som præsident, efter ni år i embedet, den næstlængste periode i de seneste halvtreds år.

Klubbens næste Scudetto blev vundet i 1967, samme år som holdet vandt Cup Winners Cup for første gange. Mesterskabet gav milaneserne retten til igen at deltage i Europa Cuppen. For anden gang i klubbens historie vandt AC Milan Europa Cuppen året efter. Sejren kom i hus efter en finalsejr på hele 4-1 over de hollandske mestre fra Ajax Amsterdam. Desuden havde holdet ekspederet de forsvarende mestre fra Manchester United ud af turneringen i semifinalen.

LÆS ANDEN DEL AF PORTRÆTTET HER.



Kommentér



Top-menu
Menu