Menu



Herfølge: Fortiden, nutiden og fremtiden

Skrevet af Morten Jensen

I denne første fanklumme for Herfølge Boldklub, vil der først være nogle helt basale informationer til forhåbentlig nye fans af den altid fightende klub og informationer, som gamle fans måske vil have glæde af at få genopfrisket.

Historik, værdier og målsætninger

Herfølge Blodklub blev etableret i 1921 og har i mange år været en del af den danske fodboldelite, til trods for at klubben er at finde i en landsby, i Køge Kommune. Netop Køge og Herfølge har gentagende gange forsøgt at fusionere, men rivaliseringen mellem de to klubber har ofte spændt ben for en sådan fusion og derfor er Herfølge og Køge fortsat to selvstændige klubber.

Da Herfølge ikke har de samme forudsætninger som klubber som OB, FCK, AaB og lign., har Herfølge i mange år arbejdet med at få andre værdier og midler til at fastholde klubben i toppen af fodboldrækker og netop værdier som hårdt arbejde, et stabilt økonomisk grundlag og så et fantastisk benarbejde med klubbens talenter har for Herfølge vist sig at være et stærkt koncept, et koncept der i 2000 kulminerede med et dansk mesterskab – det første i klubbens historie.

Efter mesterskabet har det desværre været så som så med de gode resultater og en tilværelse i 1. division har i flere sæsoner været en realitet. Men klubben har klart ambitioner om at komme op i superligaen igen.

I juni 2007 definerede Herfølge Boldklub følgende målsætninger:

o Klubben kvalificerer sig i løbet af en 3-årig periode (fra juni 2007) til landets bedste fodboldrække, SAS Ligaen.

o Førsteholdstruppen består som et minimum af en tredjedel spillere udviklet i egne rækker.

o Klubben sælger 1 spiller pr. år.

o Klubben skaber et driftsmæssigt overskud, hvorved det økonomiske fundament sikres.

o Herfølge Boldklub fremstår som et kommercielt og fagligt attraktivt sponsorforum via NETVÆRKET

o Herfølge Boldklub arbejder konstruktivt for at udvide samarbejdet med relevante ambitiøse NETVÆRKS-KLUBBER.

…og specielt talentudviklingen er i højsæde, da man konstant arbejder målrettet på at uddanne dygtige og ansvarsbevidste fodboldspillere. Der igennem sikre man en god basis for tilgang af spillere til klubbens førstehold og samtidig udvikles store talenter, som sælges videre og dermed bidrager til det driftsmæssige overskud. Seneste talent der røg den vej, er Saric, som Liverpool hentede efter en god aftale for Herfølge.

Sæsonen 2008/2009: Opfyldelse af den første målsætning?

Klubbens første målsætning hedder, at klubben skal række op i landets bedste række seneste i sæsonen 2009/2010, men spørgsmålet er, hvorvidt det allerede kan blive i år, at klubben kan sætte et ’tjek’ ud for denne målsætning.

Herfølge har nemlig fået en god start på sæsonen i 1. division, og efter 14 spillerunder ligger Auri Skarbalius’ tropper på 1. pladsen efter 9 sejre, 4 uafgjorte og blot et nederlag. Og ikke nok med den imponerende statistik og den midlertidige 1. plads, så er flere af sejre kommet sikkert i hus, herunder kæmpesejren over de lokale rivaler fra Køge på 8-1.

Også mod de andre tophold har Herfølge vist tænder, bl.a. ved den gode 4-2 sejr ude over Viborg, som inden opgøret lå 1’er. Her var det ellers Viborg der så ud til at sejr, men Herfølges velkendte fight og gode tekniske detaljer sendte Viborg til tælling.

Kun i udekampen mod Silkeborg har Herfølge i denne sæson måtte forlade banen som tabere. Her vandt Silkeborg sikker 3-0, men flere mente efter kampen, at resultatet kunne have været meget anderledes. Ved føringen 1-0 til Silkeborg udlignede Herfølge nemlig, men målene blev af uforklarlige grunde ikke anerkendt og mens Herfølge ærgrede sig over denne kendelse afgjorde Lekic og Tømmer kampen til Silkeborgs fordel.

Ud over den sportslige succes, så har klubben også scoret på den finansielle bane. Således har Herfølges investorgruppe pr. 1. november tilført klubben en million kroner for at bygge videre på den succes, som klubben oplever. Et tilskud, som uden tvivl skal være med til at sikre opfyldelsen af klubbens målsætninger og visioner.

Blot en kamp mangler

Efter den seneste kamp i Valby, hvor Herfølge i regn og blæst fik et point med hjem skal de i den sidste kamp, hjemme på Herfølge Stadion, forsøge at hente 3 point og dermed overvintre på førstepladsen. Men lidt held havde 1. pladsen for vinteren allerede været sikret i Valby men afslutningerne var ikke skarpe nok og tættest var man vel med Fabinhos skud på stolpen.

Men med tre point i den sidste kamp vil Herfølge minimum have to point til nærmest forfølger, men til trods for en god indbyrdes statistik mod Næstved, så ved man aldrig hvad der sker i lokalopgørene, men i Herfølge håber man på en gentagelse af forårets kamp, hvor Herfølge hjemme sejrede 2-0 på to hurtige mål af Toft og Rynell.

Sidste kamp, mod Næstved, spilles på søndag den 23. november kl. 15.00 på Herfølge Stadion.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.



Kommentér



Top-menu
Menu