Menu



Fodboldens oprindelse – 5000 f.kr. til 1888 e.kr.

TotalBold.dk fejrer DBU’s 100 års jubilæum igennem en artikelserie, som er udarbejdet af TotalBold.dk’s skribent, Ronni Bødker. De kommende dage vil vi bringe en artikel, som strækker sig fra begyndelsen af historien og til i dag.

Starten

Som i mange andre lande er fodbold en stor sportsgren, ja måske endda den største. Det meste af Europa tog sporten til sig allerede i slutningen af 1800-tallet og Sydamerika fulgte fint trop omkring starten af det tyvende århundrede, ja selv Nordamerika er ved at ride med på ”soccer”-bølgen nu, lige nu godt hjulpet på vej af David Beckham i den amerikanske klub L.A. Galaxy.

Fodbold er et ældgammelt spil. Der menes at kunne spores fodbold-lignende spil helt tilbage til 5000 år før vor tidsregning, altså for over 7000 år siden. Dog er de første beviser for at fodbold har fundet sted, cirka 2300 år gamle. Disse beviser forefindes i Kina, hvor der blev spillet en form for fodbold, kaldet ”Tsu’ Chu”.

Også japanerne spillede en form for fodbold, men dette gjorde de dog først 500-600 år efter kineserne, og det japanske spil hed ”Kemari”, et spil der stadig kan ses blive spillet i Japan den dag i dag. Også romerne og de gamle grækere spillede en form for fodbold.

Grækerne stod for en mere teknisk flot version af spillet, et spil der blev kaldt ”Episkyros”, hvor boldens bevægelser blev forbundet til gudernes vilje og humør. I modsætning til grækerne, spillede romerne et mere voldeligt spil kaldet ”Harpastum”, hvor det gjaldt om at få bolden over modstanderens baglinje. Dette spil menes at have været brugt, i forbindelse med at træne romernes soldater op.

Men det er romerne der i dag menes at have bragt fodbolden til Storbritannien. Dog havde vores egne vikinger også en finger med i spillet. Efter en sejr over englænderne huggede de nemlig hovedet af den engelske konge, for derefter at bruge hovedet til at spille fodbold med. Det virker måske en smule makabert, men dette blev gjort for at ydmyge englænderne mest muligt. Englænderne fik med tiden slået vikingerne og omkring år 1000 fejrede de dette ved at spille en kamp i Chester, kaldet ”The Danes Head” eller ”danskerens hoved”.

De tidligste oplysninger om et rigtigt fodboldspil i England findes i det tolvte århundrede, fra en sang om den anglo-franske biskop af Lincoln. ”Four and twenty bonny boys, were playing at a ball… he kicked the ball with his right foot”.

I 1314 blev fodbold forbudt inden for Londons grænser og i 1363 blev alle boldspil også ulovliggjort i resten England, af Kong Edward III. Dette forbud blev opretholdt helt indtil 1667. Ikke desto mindre spilledes fodbold mere og mere i gaderne rundt omkring i England.

Det var dog en mere voldelig udgave end den, der kendes i dag. Det var også i denne periode, at fodboldspillet begyndte sin march ud i Europa, hvilket bl.a. medførte oprettelse af ”Calcio fiorentino” i Italien, endnu en anden form for fodbold. Fælles for alle disse former for middelalderfodbold var, at det var forskelligt, hvor mange deltagere de havde, og at de som regel altid var utroligt voldelige, hvilket var hovedårsagen til boldspil blev forbudt i 1300-tallet.

Først i 1800-tallet begyndte man at skrive reglerne ned til fodbold, men allerede i 1855 blev verdens ældste fodboldklub, Sheffield Club, oprettet. Dog er det først i 1863 det egentlige fodboldspil bliver oprettet. Den 8. december 1863, på The Freemasons Tavern i London, valgtes det at adskille det mere teknisk præget sparkespil, fodbold, og det mere fysisk præget bærespil, Rugby.

Der var dog allerede problemer. I november 1863 blev The Football Association (The FA), det engelske fodboldforbund, stiftet og det var medlemmer af dette, der var med til mødet i London. Valget af reglerne var dog ikke enstemmige, da Sheffield ikke støttede op om valget af Harrow/Cambridge-reglerne, som bl.a. gjorde brug af hænderne ulovligt, og de forlod mødet i vrede.

Dette betød, at der indtil 1876 faktisk blev spillet med rugby-lignede regler ved fodboldkampe i Sheffield. I de følgende år, efter oprettelsen af The FA, poppede flere og flere fodboldklubber op rundt omkring på de britiske øer og allerede i 1871 startede den første turnering organiseret af et forbund, den nu så traditionsrige The FA Cup.

England stod ikke bare for den første klub og det første forbund, men var også involveret i den første landskamp, som blev spillet d. 30. november 1872 i Glasgow, mod Skotlands første klubhold Queen’s Park. Selvom det var en kamp mod en klub, regner man det dog stadig i dag for den første landskamp, der er blevet spillet. I de følgende år blev der samlet fodboldforbund i både Skotland (The Scottish FA, 1872), Wales (the FA of Wales, 1875) og i Irland (the Irish FA, 1880).

Disse fire nationale forbund gik i 1882 sammen om at lave spillets regler, og oprettede the International Football Association Board (IFAB) – som den dag i dag stadig står for at lave reglerne i fodbold, eneste forskel fra dengang er, at FIFA også er blevet medlem, hvilket skete i 1913. IFAB stod jo for at lave og opretholde spillets regler og love, og første møde fandt sted i 1886, men den første virkelige ændring fandt sted i 1891 – her blev straffesparket nemlig indført.

De første

I Danmark blev den første fodboldklub oprettet af herboende englændere i 1878, og gik under det opfindsomme og klingende navn, Football Club, men blev opløst bare få år efter. Dog er den ældste danske fodboldklub, den to år ældre Kjøbenhavns Boldklub, også kaldet KB, som helt præcist blev stiftet den 26. april 1876.

I kraft af at Football Club blev stiftet i 1878, var det den første danske fodboldklub, men KB er den ældste klub, selvom de først fik fodbold på programmet i 1879, da den i sin tid blev startet som noget så spændende som en cricketklub. KB bliver dog i dag betragtet som den ældste fodboldklub uden for de britiske øer.

I forhold til at spillet lige var kommet til Danmark, gik der ikke lang tid inden den første kamp blev spillet. KBs juniorere tog imod Birkerød Kostskole, i den første officielle kamp på dansk grund. Denne historiske begivenhed fandt sted på Erimitagesletten d. 7. september 1879. Sorø akademi satte samme år fodbold på programmet. En af eleverne havde fået anskaffet sig en bold fra England, men da denne bold var slidt op, blev fodbold igen taget af programmet, indtil en ny bold var fundet.

De efterfølgende år kom flere af de foreninger, vi kender i dag til.

• Aarhus Gymnastik Forening (AGF, 1880). Som navnet siger, startede de som en gymnastikforening, dog kom fodbold først på programmet i 1902.

• Akademisk Boldklub (AB, 1883). Klubben kan vel snildt betegnes som Danmarks ældste fusionsklub. De startede godt nok som cricketklub, som så mange andre på den tid, men fik i 1887 fodbold på programmet. Klubbens originale navn er Fredericia-studenternes Kricketklub, men efter en fusion med den lidt yngre Polytekniske Klub, ændredes navnet i 1889 til Akademisk Boldklub.

• Aalborg Boldspilklub (AaB, 1885). Klubben startede i 1885, og var ligesom Kjøbenhavns Boldklub, en cricketklub, og fik først, ligesom AGF, et fodboldhold i 1902.

• Boldklubben Frem (BK Frem, 1886). Klubben er endnu en af de klubber, der startede som cricketklub, men i løbet af kort tid også startede med fodbold.

• Odense Boldklub (OB, 1887). Klubben startede, ligesom AaB, som en cricketklub, under navnet Odense Cricketklub, men ændrede navnet til Odense Boldklub i 1889, da også fodbold og tennis kom på programmet.

De førnævnte klubber er således ikke de eneste klubber, der kom til i denne periode, men er bare en opremsning af nogle af de største klubber, der kom frem i denne spæde periode af dansk fodbold. Mange andre klubber startede også i denne periode.

Hvad der hurtigt kan ses ved disse klubber er, at de alle skød frem i byerne. Dette var fordi den såkaldte engelsk-importerede sport havde vundet tilpas i byerne, frem for gymnastikken, der var udbredt på landet.



Kommentér



Top-menu
Menu