Наши партнеры

Menu



FC Midtjylland

Skrevet af Morten Straegaard

FC Midtjylland havde et forrygende efterår, og ligger ved forårets start på 2. pladsen i Superligaen. Ulvene spillede en flot gang offensiv fodbold, anført af et kuld unge stjerneskud i skikkelse af Mikkel Thygesen, Dennis Sørensen, Adigun Salami m. fl.

Det helt store spørgsmål er nu om Erik Rasmussens tropper kan fortsætte i det spor de fulgte i efteråret. Væk er Mikkel Thygesen, der er skiftet til tyske Mönchengladbach, ligesom at den svenske keeper Ola Tidman, og rutinerede Nicolai Jørgensen ikke har fået forlænget kontrakten med FCM. Til gengæld er der samtidigt kommet en del nye ansigter i truppen. Danny Olsen er blevet hentet hos FC Nordsjælland, og er udset til at udfylde hullet efter Mikkel Thygesen, mens de to østeuropæere Martin Raska og Sergei Dadu er blevet hentet i henholdsvis Banik Ostrava og CSKA Moskva. Derudover er klubbens nigerianske angrebstalent, Baba Collins, endeligt fyldt 18, og er derfor spilleberettiget i foråret.

Officielt håber midtjyderne på at de kan bruge foråret til at udfordre ellers suveræne FC København, som fører Superligaen med 6 point ned til midtjyderne. Sportsligt er det også den rigtige indstilling til forårssæsonen, men det vil samtidigt ikke overraske mange hvis Midtjylland istedet vil komme til at bruge mange kræfter på at holde OB under sig. Tabet af Mikkel Thygesen kan vise sig større end man lige regner med, og samtidigt må man også erkende at ulvene i dele af efteråret profiterede af at de red på en bølge. Træningskampene lover dog godt for FCM, og det har ikke set ud til at Salami og Femi har glemt hvordan man kontrollere en midtbane, her henover vinteren.

Hvor Mikkel Thygesen, Adigun Salami og Dennis Sørensen var de store profiler i efteråret, kan den vigtigste spiller og største profil i de næste 3-4 måneder sagtens gå hen og bliver Kristian Bak Nielsen. Anføreren skal nu vise at han kan lede sin holdkammerater frem til de nødvendige sejre, og vise vejen på de dage hvor det bare ikke går som planlagt Kristian har gennem flere sæsoner vist potentialle til A-landshold og udlandseventyr, og det skal han vise igen, hvis Midtjylland skal spille med om guldet.

Derudover bliver det spændende at se om Sergei Dadu indfrier de store forventninger, og laver mål på samlebånd. I Farlig Frank og unge Christian Olsen har man allerede nogle gode angribere, men med det prisskilt Dadu har fået hængt om halsen, må vi forvente at se en angriber med europæisk klasse.

Alt i alt har Midtjylland et hold der er stærkt i alle kæder, og en træner, der ønsker at spille offensivt og skabende fodbold, og derfor regner vi med at se Midtjylland spille med om medaljerne hele foråret.

Dog vurdere www.totalbold.dk at OB lige er den kende stærkere og mere rutinerede, og derfor snupper sølvmedaljen for næsen af Erik Rasmussen og Co. Derfor tipper vi FC Midtjylland til en 3. plads!



Kommentér



Top-menu
Menu