Наши партнеры

Menu



Dino Zoff, Italien

Fulde navn: Dino Zoff

Født: 28. februar, 1942, Mariano del Friuli

Landskampe/mål: 112 (0)

Verdensmesterskaber: 1 (1982)

Europamesterskaber: 1 (1968)

Klubber: Udinese, Mantova, Napoli, Juventus

Kampe/mål i alt: 642 (0)

Klubtrofæer:

Juventus: Italiensk mester – 1975, 1977, 1978, 1981 og 1983. Coppa Italia – 1979 og 1983. UEFA Cup – 1977

Vraget hos topklubber – De første år

Da Dino Zoff var 14 år blev han vraget af Inter og Juventus, fordi han var for lille. Fem år senere var han vokset 33 centimeter, og fik da sin debut i Serie A for Udinese. Efter to sæsoner og 38 kampe i Udinese skiftede han videre til Mantova, hvor han i løbet af fire sæsoner etablerede sig som en af Italiens bedste målmænd. I sommeren 1967 gik turen så til traditionsklubben Napoli, og i foråret 1968 erobrede Zoff pladsen i det italienske landsholdsmål.

Blot få måneder senere var han med til at vinde EM-guld. Turneringen blev spillet i hjemlandet, hvilket ikke gjorde begejstringen mindre. Zoff mistede dog siden sin faste plads i landsholdsmålet på vejen mod VM i 1970, men vandt den tilbage i løbet af den efterfølgende EM-kvalifikation og viste en sådan form, at Juventus købte ham i sæsonen 1972/73.

Masser af titler i Juventus

Det blev starten på et langt og lykkeligt ”ægteskab” med ”Den Gamle Dame”, og efter elleve sæsoner i Torino lagde han handskerne på hylden. I sin tid hos Juventus nåede han at vinde fem mesterskaber, to pokaltitler og en UEFA Cup til sin titelsamling. I slutningen af karrieren, 1982, kom dog karrierens højdepunkt. Dino Zoff og resten af det italienske landshold vandt VM-guld, og landsholdsanføreren blev kåret til turneringens målmand. Samtidig var han med sine 40 år, fire måneder og 14 dage den ældste spiller, der nogensinde har været med til at vinde VM-guld.

Tiden efter bolden på banen

Dino Zoff er en af de typer, der bare ikke kan få nok af fodbold. Efter støvlerne blev lagt på hylden i 1983, havde den fantastiske målmand fem års pause fra den sport, der havde optaget ham hele livet. I 1988 vendte han så tilbage til sin gamle klub, Juventus. Her var han træner i to sæsoner, hvor det blandet andet blev til en pokalsejr, og endnu en triumf i UEFA Cuppen. Derefter gik turen til SS Lazio, hvor Dino Zoff befandt sig indtil 1998 i stillingerne som træner og præsident.

Derefter startede en ny epoke for træneren. 1998 var året, hvor Italien pludselig manglede en træner, og Zoff meldte sig hurtigt klar som arvtager. Det blev dog kun til to år i sædet som landstræner, da han trods stor succes valgte at træde tilbage i 2000. Italien havde netop tabt den overståede EM-finale, og det var tilsyneladende en for bitter pille at sluge for Zoff. Efter landstrænerjobbet har legenden været i korte perioder hos henholdsvis Lazio og Fiorentina.

Skrevet af Thomas Mørch



Kommentér



Top-menu
Menu