Наши партнеры

Menu



Diego Maradona, Argentina

Fulde navn: Diego Armando Maradona

Født: 30. oktober 1960

Landskampe/mål: 91 (34)

Verdensmesterskaber: 1 (1986)

Copa America: Ingen

Klubber: Argentinos Juniors, Boca Juniors, FC Barcelona, Napoli, Sevilla, Newell’s Old Boys.

Kampe/mål i alt: 590 (311)

Klubtrofæer:

Boca Juniors: Primera Division – 1981.

FC Barcelona: Copa del Rey – 1983. Copa de la Liga – 1982. Spanske Super Cup – 1983.

SSC Napoli: Serie A – 1987, 1990. Coppa Italia – 1987. UEFA Cuppen – 1989. Italienske Super Cup – 1991.

Diego Armando Maradona blev født i Villa Fioritos, et slumkvarter, i udkanten af Buenos Aires. Hans familie var fattig, og Diego var familiens første søn efter tre døtre. Allerede i en tidlig alder blev argentinskfødte Maradona set som et talent, og som 15-årig debuterede han på førsteholdet i Argentinos Juniors. Her blev han straks publikums favorit, da han med sin gode teknik imponerede.

I 1981 skiftede han til Boca Juniors, ligeledes i hjemlandet Argentina. Her opnåede Maradona 40 kampe, hvor han nåede at score 28 mål. Efter et år i Boca Juniors fik den spanske storklub, FC Barcelona, øjnene op for den lille argentinske troldmand. Maradona blev hentet til Spanien, og her startede hans 11 år lange europæiske karriere.

I 1984 skiftede Diego Maradona til den italienske klub Napoli. Her spillede han i perioden 1984-1991, og i den tid blev han italiensk mester to gange, mens han vandt Coppa Italia, Super Cuppen, samt UEFA Cuppen en enkelt gang. I denne periode vandt han også Verdensmesterskabet med det argentinske landshold i 1986 i Mexico, hvor Vest Tyskland blev besejret i finalen.

Under denne slutrunde var han den mest dominerende spiller. Han leverede fem målgivende afleveringer samt fem mål. Det mest spektakulære og omtalte mål scorede han i kvartfinalen mod England, da han med hjælp fra ”Guds hånd, løftede bolden over den engelske keeper, Peter Shilton. Målet blev anerkendt, da dommeren ikke så, at Maradona brugte sin hånd.

1986 blev Diego Maradonas helt store år. Argentineren blev hædret den ene gang efter den anden, og året blev fuldendt af, at han blev kåret som verdens bedste fodboldspiller. Ved det efterfølgende Verdensmesterskab i 1990 kom Maradona aldrig til at spille den helt store rolle. Bortset fra enkelte eksempler på sin sublime teknik fik han ingen dominerende rolle, da en ankelskade plagede ham.

Året efter, 1991, blev han testet positiv for brug af doping. Dette gav ham en et års lang karantæne. Efter at have afsonet denne vendte Maradona tilbage på fodboldbanen, hvor han kom på kontrakt i spanske Sevilla. Her spillede han blot en enkelt sæson inden turen gik hjem til Argentina, hvor han spillede for Newell’s Old Boys.

Inden afslutningen på sin karriere gjorde han et bemærkelsesværdigt comeback for Argentina ved VM i 1994 i USA. Han scorede blandt andet et fantastisk mål mod Grækenland, men efter blot to kampe, blev han fældet for doping.

Han sluttede sin karriere af i Boca Juniors

Diego Maradona var en fantastisk spiller, der brillerede på den offensive midtbane. Efter afslutningen på sin karriere har han kæmpet med overvægtsproblemer, samt problemer med misbrug af kokain. Dette vil dog ikke få hans fans til at glemme ham, da hans karriere overstråler de senere problemer. Argentineren har også efter sin karriere som professionel fodboldspiller modtaget flere titler. Blandt andet er hans mål under VM i 1986 blevet kåret som VM-historiens bedste mål scoret under en slutrunde.

Skrevet af Pernille Nielsen



Kommentér



Top-menu
Menu