Fakta:
Grundlagt: År 1893
Spilledragter: Blå og hvid
Manager: Jesualdo Ferreira
Nationalitet: Portugiser
Født: 6. juni 1946
Tidligere klubber:
Rio Maior: 1981-1982
Torreense: 1982-1984 og 1986-1990
Académica: 1984-1985
Atlético CP: 1985-1986
Estrela da Amadora: 1990-1992
FAR Rabat: 1995-1996
Portugal U-21: 1996-2000
FC Alverca: 2000-2001
SL Benfica: 2001-2003
SC Braga: 2003-3006
Stadion: Estádio do Dragão
Kapacitet: 51.000
Bedste præstation i Champions League:
Mestre i 1986/87 og 2003/04
Portos præstationer i denne sæson:
BWIN Liga:
FC Porto stormer mod endnu et mesterskab. Med halvdelen af sæsonen overstået ligger klubben suverænt på 1. pladsen med hele 11 point ned til de evige rivaler fra Benfica. Sølle en kamp har holdet tabt og to er spillet uafgjort i de 16 kampe de har spillet. Man må altså sige, at Porto er i gang med en imponerende sæson. Selv med mange runder igen er mesterskabet allerede nu næsten i hus. De andre store hold i Portugal er lige et niveau under Porto, og de ser ikke ud til at kunne true dem i indeværende sæson.
Champions League:
Gruppe A endte med FC Porto på toppen. Klubben har de senere år klaret sig flot i turneringen og i år har ikke været nogen undtagelse. På forhånd var Porto en af favoritterne til at gå videre og tre sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag til Liverpool FC var altså nok til at sikre sig 1. pladsen. En af grundene til at Porto vandt gruppen er, at de fik de vigtige point på udebane som ofte er med til at sikre den videre kvalifikation.
Sammenligning:
FC Porto er et hold i form og med masser af succes for tiden. Både i ligaen og ude i Europa er den portugisiske klub med helt fremme, hvor det er sjovest. Udfordringen for Porto må være, at overføre deres suveræne position i ligaen til Champions League, hvor de senest havde succes i 2003/04. Porto kan nå rigtig langt i år, hvis de ligger størstedelen af deres kræfter på at sikre sig endnu en europæisk triumf.
Analyse af Porto:
Fire ud af de sidste fem års mesterskaber er vundet af FC Porto, som i alt har vundet hele 21 mesterskaber. Den portugisiske liga er slet ikke på niveau med den spanske liga, men alligevel er det en liga, der vægter det tekniske meget højt, hvilket Portos spillestil også bærer præg af, og som er noget, de har gjort til deres varemærke. Holdet er sammensat af mange dygtige og teknisk stærke spillere fra det sydamerikanske kontinent og sammen med nogle portugisiske talenter er Porto et meget stærkt hold.
På grund af ligaens mere eller mindre lave status, er Portos situation ofte den, at de mister deres helt store spillere til større klubber og dermed skal de mange gange ud og finde nye spillere hver sommer.
Holdet:
Målmænd:
Efter at den legendariske målmand, Vitor Baia, trak sig tilbage har Helton overtaget pladsen mellem stængerne. I sommers blev Nuno hentet til klubben for at agere backup for Helton.
Forsvaret:
I forsvaret er anføreren Pedro Emanuel et sikkert kort og som oftest er det Milan Stepanov, der gør ham følgeskab inde centralt. På backpladserne spiller Marek Cech, Bruno Alves eller José Bosingwa.
Midtbanen:
Her finder vi holdets to største stjerner i form af vicekaptajn, Lucho Gonzales, og den teknisk stærke og målfarlige Ricardo Quaresma. De kan fungere på hver deres fløj i en 4-3-3-opstilling, mens den stærke brasilianer, Paulo Assuncao, løber og rydder op inde centralt.
Angrebet:
Lisandro Lopez, Adriano og Tarik Sektioui er de tre, der skal sørge for at der bliver scoret. Tre rigtig gode spillere, som i denne sæson har været medvirkende til at holdet indtil videre har scoret 28 mål i ligaen.
Profiler:
Lucho Gonzalez:
Født: 19. januar 1981
Nationalitet: Argentiner
Tidligere klubber:
Huracan: 1998-2000
River Plate: 2002-2005
Lucho er en sand lederfigur for sit hold. Han er en spiller, der kan dække flere pladser på banen, alt lige fra den defensive midtbane til spydspids. Argentineren er elsket af holdets publikum, dels på grund af kvaliteter, men også for altid at kæmpe til sidste fløjt. Lucho har haft en tung arv at løfte efter Decos afgang, men indtil videre har han bevist, at han har været opgaven moden. Samtidig med at han rydder op på den defensive midtbane, er han også manden, der skaber mange mål og så har han også selv mål i støvlerne.
Lucho er nu 26 år gammel og man må formode, at dette er hans sidste sæson hos FC Porto, hvis han har ambitioner om at vinde store titler. Det bliver formentlig ikke det største problem at finde en ny klub, idet en lang række klubber har meldt deres interesse den seneste tid.
Ricardo Quaresma:
Født: 26. September, 1983
Nationalitet: Portugiser
Tidligere klubber:
Sporting CP: 2001-2003
FC Barcelona: 2003-2004
Som helt ung var Ricardo Quaresma en af de mest lysene stjerner i portugisisk og europæisk fodbold. Efter to sæsoner i Sporting fik Barcelona øjnene op for hans talent og hentede ham til klubben. Tiden i Spanien blev dog ikke andet end en fiasko og efter en enkelt sæson vendte han tilbage til Portugal og Porto. Her fik han for alvor fundet det spil frem, der gjorde ham så populær som ung. Han er en driblestærk, offensiv midtbanespiller med fart i støvlerne og har samtidig en god næse for mål. Hans beskedne 24 år har gjort ham til et varmt salgsobjekt og der går nok ikke megen tid før han er at finde i en topklub.
Konklusion:
Truppen er ikke lige så stærk som i tiden under Mourinho, men alligevel kører holdet en suveræn stil i den hjemlige liga og de kvalificerer sig for det meste altid videre fra gruppespillet i Champions League. Truppen er bred og et miks af en masse unge talenter og nogle mere rutinerede spillere. Holdet har før præsteret flot i Europa, men virker ikke helt stærke nok til at gå hele vejen. Men hvem ved, hvor langt de kan komme med deres tekniske spil. Der er ikke nogen tvivl om, at Porto er et spændende hold og et hold, som spiller attraktivt fodbold.