Menu



CL-gennemgang: FC Internazionale Milano

Fakta:

Grundlagt: År 1908

Dragtfarver: Sort og mørkeblå

Manager: José Mourinho

Født: 26. januar 1963

Nationalitet: Portugiser

Tidligere klubber:

Benfica: 2000

U.D. Leiria: 2001-2002

FC Porto: 2002-2004

Chelsea FC: 2004-2007

Stadion: Giuseppe Meazza

Kapacitet: 85.700

Bedste præstation i Champions League:

Mestre i 1963/1964 og 1964/1965

Inters præstationer i denne sæson:

Serie A:

Inter kæmper hårdt om mesterskabet med Juventus. I skrivende stund er der tre point fra Inter på førstepladsen til Juventus på andenpladsen. Inter har udholdt meget, for at forsvare det italienske mesterskab, som de overlegent vandt i sidste sæson. Juventus’ Amauri er skarpt i hælene på Inters Ibrahimovic, der ligger på en delt andenplads på topscorerlisten med 12 mål i 19 kampe. Inter har blot tabt to kamp i denne sæson, hvilket gør dem det bedre end Juventus, der har tabt tre.

Champions League:

Inter sluttede som nummer to i gruppe B efter skuffende resultater. Inter startede turneringen med en sikker sejr over de senere vindere fra Panathinaikos på 2-0. Herefter gik gassen af ballonen, da Inter formåede at få uafgjort mod Werder Bremen, vinde en smal 1-0-sejr mod gruppens absolutte bundprop, Anorthosis. I returopgøret mod Anorthosis fik Inter lige præcis en uafgjort, da Julio Cruz udlignede i det 80. minut, efter at cyprioterne havde føringen i en halv time. Inter sluttede gruppespillet med to nederlag, der akkurat sikrede dem videre avancement i den prestigefyldte turnering.

Sammenligning:

Inter har i den grad satset på endnu et mesterskab, da de har forsøgt en hel del hårdere i Serie A. Måske ligger forklaringen også i, at Inter har været arrogante i Champions League, og har undervurderet modstanderne, hvilket den dårlige placering har været resultatet af.

Analyse af Inter Milan:

Karismatiske José Mourinho har i sandhed formået at gøre Inter til et vinderhold. De har klassespillere på samtlige positioner, hvilket blot yderligere bekræfter deres status som storklub. Med gode målmænd, stærke forsvarsspillere, kreative og talentfulde midtbanespillere og giftige angribere, så er Inter godt på vej mod deres fjerde mesterskab i træk – dog med megen modstand fra Torino-klubben Juventus, der vil have deres to mesterskaber tilbage efter Calciopoli-skandalen.

Holdet:

Målmænd:

Den sikre sidste skanse Júlio César har stået for Inter i samtlige Serie A- og Champions League-kampe, hvilket vidner om brasilianerens sikkerhed. César er kendt som en reaktionsstærk keeper, der samtidig dominerer luftrummet. Udover César råder Inter Milan også over den anerkendte Francesco Toldo og 36-årige Paolo Orlandoni, der er tredjevalg.

Forsvaret:

Som højre back har Inter kompetente Maicon, der laver offensive raids op og ned ad kanten. I midterforsvaret ejer Inter bomstærke forsvarere som voldsomme Marco Materazzi, alsidige Nicolás Burdisso, hovedstødsstærke Iván Córdoba samt anføreren Javier Zanetti og frisparksstærke Cristian Chivu, som dog har været skadesplaget. Man har også Walter Samuel, der har erobret en fast plads i det milanesiske forsvar. Ude i kulissen venter bl.a. endnu en brasiliansk back – Maxwell.

Midtbanen:

Argentinske Esteban Cambiasso har været grundstenen på Inters midtbane. Han har haft solid kontrol og har stoppet alle angreb. Inter bruger – ligesom i forsvaret – et rotationssystem, hvilket betyder, at en masse spillere får adskillige chancer. Det tæller bl.a. Sulley Muntari og Dejan Stankovic, der har skiftet om pladsen på den centrale midtbane. Mourinhos driblestærke landsmænd Ricardo Quaresma og 36-årige Luís Figo har også fået en del kampe fra start, men er dog blevet brugt mindre og mindre.

Angrebet:

Holdets topscorer, Zlatan Ibrahimovic, er sikker mand i angrebet. Med sin fantastiske teknik og iskolde afslutninger er han en svær mand at slå af startopstillingen. Ved sin side har svenskeren enten rutinerede Julio Cruz, muskelbundtet Adriano eller talenterne Victor Obinna og Mario Balotelli. Desuden har man også argentinske Hernán Crespo, der altid står på det rette sted og på den måde scorer, når han endelig er inde. Mario Balotelli har José Mourinho kaldt for en spiller, der mangler både koncentration og motivation, og varsler med, at Balotelli måske ikke får chancen mere i Inter. Adriano har været en ustabil mand for tiden, mens Obinna har spillet flot, når han har fået chancen..

Profiler:

Zlatan Ibrahimovic:

Født: 30. oktober 1981

Nationalitet: Svensker

Tidligere klubber:

Malmö FF: 1999-2001

Ajax: 2001-2004

Juventus: 2004-2006

Zlatan Ibrahimovic er stjernen på både det svenske landshold og Inter i den italienske liga. Den næsten to meter høje angriber besidder egenskaber, der gør ham til en af de mest komplette på sin position. Han har effektive og præcise afslutninger, en guddommelig teknik og kan spille både på fløjen og i toppen af angrebet. Han er desuden en fremragende oplægger og er meget adræt i forhold til sin højde.

En af Zlatans svagheder er desværre, at han i mange tilfælde er arrogant, hvilket irriterer både holdkammerater og modstandere. Zlatan har også en kedelig tendens til at falde fuldstændig igennem i kampe. Eksempler på det var f.eks. i VM-slutrunden i 2006, hvor hele Sverige havde sat sin lidt til Ibrahimovic, men han formåede ikke at score ét eneste mål.

Zlatan er dog berømt for at have scoret en del uforglemmelige mål. Et var i Ajax, hvor han afdriblede hele NAC Bredas forsvar og scorede med lethed. Et andet var under EM 2004, hvor han scorede med hælen mod Italien i gruppespillet.

Maicon:

Født: 26. juli 1981

Nationalitet: Brasilianer

Tidligere klubber:

Cruzeiro: 2001-2004

AS Monaco: 2004-2006

Maicon er, ligesom Ibrahimovic, en af de bedste på sin position. Han er en hurtig spiller, der altid afslutter et af sine offensive løb med et perfekt placeret indlæg. Maicon er også en unik spiller, da han både har en perfekt fysik og glimrende dribleevner. Da Dunga blev udnævnt til træner for det brasilianske landshold, gav han med det samme en fast plads til Maicon, der fuldstændigt har udkonkurreret Daniel Alves på højrebacken. Interessant nok har Alves og Maicon samme svagheder: det taktiske spil i fodbold. For når de begge styrter fremad med stor hastighed, glemmer de deres defensive pligter, og efterlader huller i forsvaret.

Maicon kom på forsiderne i 2007, da han havde jagtet David Navarro rundt på banen i Champions League, efter at Navarro havde brækket næsen på Maicons holdkammerat, Nicolás Burdisso. UEFA kom prompte med dommen: seks kampes karantæne. Efter offentliggørelsen rasede Maicon åbent ud, og kaldte Navarro en kryster. Straffen blev dog senere sænket til blot tre kampe.

Konklusion:

Inter får kamp til stregen mod de engelske mestre fra Manchester United i Champions League-ottendedelsfinalerne. United har den nykårede verdens bedste spiller Cristiano Ronaldo, og hvis portugiseren formår at spille op til sit optimale, samt Edwin van der Sar sætter en dæmper på sit iltre temperament og ikke laver dumme fejl, så er englænderne svære at slå. Men Inter har en bred trup med mange Champions League-rutinerede spillere, og hvis nøglespillerne leverer en god præstation, så er Inter med sikkerhed videre. Dog skal Inter holde niveauet og ikke falde tilbage til formen fra gruppespillet.

Skrevet af Peter Christensen



Kommentér



Top-menu
Menu