Menu



Arsenal: Wenger knows – Eller hvad?

Skrevet af Mikkel Christian Meyer

Da Arsène Wenger overtog posten som Arsenals manager for 12 år siden, bragte han megen succes med sig. Med nye træningsmetoder og flot offensivt spil fornyede han Arsenal og bragte os fra middelmådighed til et af verdensklasse. Men er Wengers tid ved at være forbi? Er hans vision ved at falde fra hinanden? Det vil jeg se på i min første klumme her på TotalBold.dk.

Sidste sæson førte Arsenal titelkampen stort set hele vejen. Kampen i Birmingham, hvor Eduardo da Silva brækkede benet, blev dog indledningen på en utroligt dårlig periode. Som resultat af dette endte Arsenal på en tredjeplads, sølle fire point efter Manchester United. Holdet, som Wenger havde opbygget op omkring en base af store talenter over de sidste par sæsoner, så endelig ud til at ville leve op til de enorme forventninger. Udover lige-ved-og-næsten-kampen om ligatitlen var vi også kun et par dommerfejl fra at komme videre til semi-finalen i Champions League. Vi havde altså ikke marginalerne med os og sæsonen endte med skuffelse. Dog med en stærk tro, hos de fleste Gooners, på at holdet var på vej mod endnu en storhedsperiode.

Nu står vi så i den nye sæson. Efter 14 runder har vi fået et sølle udbytte på 23 point – hele 10 point mindre end de to førende hold, Liverpool og Chelsea. Selvfølgelig er det ret dramatisk at drage konklusioner efter blot 14 spillerunder, men vi kan så småt allerede sige farvel til titlen endnu engang. Faktisk ser det ud til, at vi nærmere kommer til at kæmpe en hård kamp for blot at holde os inde i top 4 da flere hold, Aston Villa i særdeleshed, er begyndt at nærme sig os hastigt (hvilket illustreres bl.a. ved Aston Villas to måls-sejr over os). Hvad i alverden er der så gået galt siden sidste sæson? For det er ikke blot pointene der har manglet; det flotte, polerede spil vi efterhånden har vænnet os til, har ikke vi ikke været i stand til at fortsætte med i lige så høj grad. Hvor meget det end smerter mit hjerte, må jeg indrømme at det efter min mening er Arsène Wengers skyld.

Manden som har bragt os så mange fantastiske oplevelser og som om nogen er grunden til at vi har den position vi har, ser ud til at være ved at miste grebet. Ikke at jeg ikke stoler på ham længere – jeg håber og tror stadig at han vil kunne føre os til storhed igen. Men hvad er det han har gjort forkert? Vi mistede i sommers Flamini, Hleb og Gilberto. Hleb er blevet erstattet til fulde i Nasri, men det er Flamini og Gilberto i den grad ikke. Eftersom Diarra forlod os i januar og de alle tre spiller på samme plads efterlader det naturligvis et kæmpestort tomrum.

Sidste sæson havde vi et fantastisk makkerpar i Flamini og Fàbregas. I år har vi stadig med Fàbregas, som også er vores suverænt vigtigste spiller, men den hårde hund ved siden af mangler. Den Fàbregas vi har set i denne sæson har slet ikke set prangende ud, efter hans standard, og det er i høj grad på grund af denne situation. Hans partner ser ud til at være Denìlson som første valg, med Diaby og Song som mulige kandidater. Denìlson er dog mere en Fàbregas-type end en Flamini-type og det giver store problemer. Cesc bliver af denne grund nødt til at spille en langt mere defensivt orienteret rolle fordi der ikke er nogen til at rydde op bag ham.

En anden grund til vores lille krise (det er måske så meget sagt at kalde det krise endnu, når vi dog ligger nummer 5) må tilskrives at Gallas ikke blev skiftet ud som kaptajn i sommers. Han har gang på gang vist, at han simpelthen ikke har formatet til det. Han er ikke nogen stor ledertype, har ikke noget stort Arsenal-hjerte da han er gammel Chelsea-spiller og generelt virker han bare ikke så fikseret på holdet som en helhed. Flere gange har han ytret meget uheldige udtalelser. Heldigvis har Arsène endelig taget konsekvensen heraf og revet armbåndet af ham og givet det til Fàbregas. Og Fàbregas er den rigtige mand. Han har spillet i Arsenal i mange år efterhånden og på trods af at han kun er 21 har han stor erfaring. Nogle vil måske sige at presset vil kunne blive for stort for ham, men når han allerede som 17-årig kunne håndtere det enorme pres ved at spille på et tophold i verdens bedste liga, burde han også kunne klare presset som kaptajn. Han går forrest og er en god rollemodel for de andre spillere på holdet, og selvom han ikke har haft den bedste sæson indtil videre er der altså ingen tvivl om, at han er den rigtige mand til jobbet. Men kommer denne ændring mon for sent? Det vil jeg helt klart mene. Vi er allerede blevet sat ud af kampen om mesterskabet i november, men måske vil det give holdet noget tiltrængt ekstra gejst så vi kan få vendt skuden og i det mindste ikke mister vores position i top 4.

Det ville være helt og aldeles katastrofalt at ende uden for CL-pladserne da holdet dermed ville blive ramt på pengepungen og måske ville få endnu sværere ved at spille med i toppen fremover. En ond spiral kunne sagtens opstå. Man kan dog selvfølgelig argumentere med, at det ikke ville ændre meget hvis vi ikke fik lige så mange penge til rådighed, da Wenger alligevel ikke benytter sig af de penge han får. På trods af forskellige meldinger fra bestyrelsen har vi flere gange fået at vide, at hvis Wenger ville have allokeret penge til køb af en hvilken som helst spiller, ville han få det. Så meget stoler bestyrelsen altså på ham. Han stoler dog så meget på sit ungdomsprojekt, så det kan gå hen og få store konsekvenser.

Så er Wenger ved at miste grebet? Skal vores mantra være ”Wenger knows” eller ”Wenger raus”? Jeg har som sagt altid støttet manden og stoler stadig på ham. I indeværende sæson ser det dog ikke lyst ud, og skylden ligger tilsyneladende ved vores ellers så elskede manager. Jeg vil ikke snakke om en eventuel fyring af ham endnu, men hvis vi ikke begynder at se fremskridt og får vendt skuden i løbet af denne sæson, kan løsningen desværre gå hen at blive en afskedigelse af Wenger. Det ville i sandhed være en trist afslutning på en fantastisk æra i Arsenals historie, men hvem ved, måske ville det være starten på en ny storhed?

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.



Kommentér



Top-menu
Menu