Kriseramte Newcastle tog i denne 31. runde imod Fulham, og denne kamp gav en smule oprejsning til Keegans tropper. Både Aston Villa og Manchester City skuffede, da de mødte henholdsvis Sunderland og Bolton, mens det på White Hart Lane var indskifternes dag for Tottenham. Vi bringer overblikket over denne runde i Englands bedste række.
Tottenham – Portsmouth
Hele første halvleg var et langt Tottenham-pres ned mod Portsmouth-målet. Gæsternes Sean Davis var godt nok tæt på at snyde sine gamle holdkammerater, men den udskældte Spurs-keeper, Paul Robinson, klarede afslutningen fra Davis. Ellers stod der Tottenham på alt i første halvleg, hvor både Robbie Keane og Michael Dawson havde kvalificerede forsøg mod mål. Ind kom bolden dog ikke, og først da Juande Ramos sendte Darren Bent og Jamie O’Hara ind kom der gang i måltavlen. Med ti minutter tilbage af opgøret scorede Bent til 1-0 efter et kikset skudforsøg af Tom Huddlestone, og bagefter var Bent iscenesætteren, da han efter en god aktion lagde op til Jamie O’Hara, der scorede til slutresultatet 2-0.
Blackburn – Wigan
Efter bare 11 minutters spil kom Blackburn i front, da Roque Santa Cruz kom på måltavlen. Bare fem minutter senere led hjemmeholdets planer om en sejr dog et knæk, da Christopher Samba måtte forlade banen efter at have modtaget det røde kort. Det lykkedes da også gæsterne fra Wigan at udligne, da Marlon King omsatte et straffespark til en scoring. Blackburn ville dog ikke nøjes med et enkelt point, og selvom de var en mand i undertal, fik de scoret to mål yderligere. Det var Jason Roberts og Santa Cruz, der sikrede værterne en 3-1-sejr og tre point.
Newcastle – Fulham
Efter bare seks minutters spil bragte Mark Viduka kriseramte Newcastle på 1-0, da han tog et træk på kanten af feltet og derefter bankede bolden i nettet. Fulham-forsvaret var meget passive i kampen, og værterne kom således frem til flere chancer. Newcastle-angriberne havde al den plads de behøvede, og det udnyttede Michael Owen til at afgøre kampen kort før tid, da han satte hovedet på et frispark og scorede til 2-0. Sejren kunne godt have været større, men selvom Fulham-forsvaret så svagt ud, formåede Newcastle altså kun at score to gange.
Middlesbrough – Derby
Blot en enkelt scoring skulle afgøre opgøret mellem Middlesbrough og bundklubben, Derby. Denne scoring stod værternes Sanli Tuncay for, da han efter 32 minutters spil passerede Derby-keeperen. Dermed må Derby sande, at deres Premier League-eventyr med al sandsynlighed slutter efter denne sæson. De har 17 point op til Birmingham, der er placeret lige over nedrykningsstegen. Det ser en del bedre ud for Middlesbrough, der ligger nummer 12 i ligaen med syv point ned til stregen.
Bolton – Manchester City
Det er ikke nok at være det dominerende hold. Det måtte Manchester City sande, da de på udebane mødte Bolton. Trods et stort overtag i spillet formåede City ikke at vinde opgøret, der ikke bød på mange chancer. Manchester City havde de bedste chancer i opgøret, men der blev ikke scoret på nogle af dem. Opgøret endte derfor uden scoringer, 0-0.
Aston Villa – Sunderland
På det seneste har Aston Villa ikke set alt for imponerende ud, og det gjorde Martin Laursen og co. bestemt heller ikke i denne kamp mod oprykkerne fra Sunderland. Det lignede længe et uafgjort opgør, men otte minutter før tid skete det, der bare ikke måtte ske for hjemmeholdet. Michael Chopra fik sat højrefoden på et oplæg fra Kieran Richardson, og bragte Sunderland foran 0-1. Dette endte også med at blive kampens resultat, og Villa måtte dermed føje endnu et kedeligt resultat til listen, mens Sunderland hentede tre vigtige point til bundstriden.
Reading – Birmingham
Reading kom foran efter en halv times spil, da Andre Bikey scorede til 1-0. Denne stilling holdt første halvleg ud, men i anden halvleg lykkedes det Birmingham, at spille sig tilbage i kampen. Mauro Zárate scorede således til 1-1, og så var det hele lige igen. Andre Bikey skulle dog vise sig, at blive dagens mand for hjemmeholdet. Med 11 minutter tilbage af kampen scorede han til 2-1. Dette blev også kampens resultat.
Everton – West Ham
Everton kom godt for start, da de efter bare otte minutters spil kom foran 1-0, da Aiyegbeni Yakubu scorede med en flot afslutning. De fleste troede nu, at Merseyside-klubben, der kæmper for at ende på den Champions League-givende fjerdeplads, ville køre sejren hjem, men sådan skulle det ikke gå. I det 69. minut sendte Lucas Neil en lang bold op i Evertons felt, og her kom Dean Ashton først op til bolden, som han styrede ind bag Tim Howard. Efter udligningen overtog gæsterne styringen, men et jævnbyrdigt opgør sluttede retfærdigvis 1-1.

d. 21/08/2026 13:54 |
, Drogba viser at han skal blive kåret til verdens bedste angriber.
han afgjorde kampen for chelsea med to mål!B)