Menu



8. december: Poul Pedersen

Fulde navn: Poul Pedersen

Født: 31. oktober 1932

Landskampe/mål: 50 (17)

Klubber: Arbejdernes Idrætsklub Aarhus

Klubtrofæer: Ingen

Europamesterskaber: Ingen

Verdensmesterskaber: Ingen

Starten på karrieren

Poul Pedersen spillede hele sin karriere i Århus-klubben AIA, og står stadig i dag som den største profil, der nogensinde har spillet i klubben. Han fik sin debut på det danske landshold allerede som 20-årig, i en kamp mod de svenske ærkerivaler i Idrætsparken i København den 21. juni 1953. Kampen endte med et nederlag på 1-3, men Poul Pedersen fik sin debut i startopstillingen, hvor han i de kommende år skulle bide sig godt fast. De første mål på landsholdet scorede Poul Pedersen i sin sjette landskamp, da han i 1955 hjalp Danmark på vej til en 4-0 sejr over Island med to mål.

Den danske Garrincha

Poul Pedersen spillede både på klub- og landshold pladsen som højre wing, og hans fremskudte position på banen førte til 17 mål i de 50 landskampe, han nåede i sin karriere. Udover målfarligheden var Poul Pedersen kendt for at være en lynhurtig, teknisk dygtig spiller, heraf sammenligningen med den legendariske brasilianer, Garrincha. Poul Pedersen var meget vellidt, både på og uden for banen.

Selvom han fik sin debut på landsholdet i 1953, var det først i perioden 1957-60, han for alvor blev en profil for Danmark. Indtil da havde han fået nogle sporadiske landskampe, men fra 1957 blev Poul Pedersen for alvor en fast bestanddel af det danske landshold. Hele 33 landskampe blev det til i løbet af de tre år, hvorefter Poul Pedersens karriere på landsholdet så småt gik på hæld.

Mens Poul Pedersen stadig var på toppen, var han med på det legendariske hold, der opnåede en sølvmedalje ved OL i 1960.

Fodboldens gentleman

Poul Pedersen var kendt af alle i fodboldverdenen som en gentleman, fair både på og uden for banen. Poul Pedersens ry som en fair spiller understreges af, at han i sine mange landskampe ikke modtog en eneste advarsel. Han spillede 16 af sine landskampe som anfører, og desuden opnåede han fuld spilletid i alle sine landskampe, pånær en enkelt indskiftning i en kamp mod Finland i 1960.

Først til halvtreds

Efter den flotte OL-slutrunde i 1960, hvor Poul Pedersen var en vigtig bestanddel af det danske landshold, gled han i de efterfølgende år ud i periferien af landstræner Arne Sørensens udvalgte, og efter blot at have fået spilletid i tre landskampe i 1961, var Poul Pedersens landsholdskarriere i realiteten slut. 49 kampe i den røde trøje var det blevet til.

Alligevel skulle Pedersen vise sig at blive den første dansker nogensinde til at nå 50 landskampe, da den nye landstræner, navnebror Poul Petersen, i 1964 udtog AIA-spilleren til en sidste landskamp, da det blev til et nederlag til Finland i Helsingfors på 1-2. I en alder af 32 år var det dermed endegyldigt slut på en flot landsholdskarriere for den loyale AIA-spiller.

Tiden efter fodbolden på højeste niveau

Efter Poul Pedersen stoppede karrieren, startede han sit eget entreprenørfirma, men han har alligevel aldrig sluppet taget i fodbolden. Selvom han i dag er pensioneret og 76 år gammel, stoppede han først med at spille fodbold i 2007.

Skrevet af Michael Elgaard



Kommentér



Top-menu
Menu