Наши партнеры

Menu



6. december: Henning Enoksen

Fulde navn: Henning Enoksen

Født: 26.09.1935

Landskampe/mål: 54 (29)

Klubber: Sejerslev, Karby, Roslev, Nykøbing Mors, Silkeborg IF, Vejle Boldklub, AGF

Klubtrofæer: Dansk mester: 1958, pokalmester: 1958, 1959

Europamesterskaber: 1

Starten på karrieren

Henning Enoksen blev født i Nykøbing Mors i 1935, og spillede i sin ungdom i flere forskellige klubber på og omkring øen Mors i Limfjorden. I sin tidlige seniortid spillede Henning Enoksen i øens største klub, Nykøbing Mors to gange, med en afstikker til Silkeborg på fastlandet som mellemspil. Henning Enoksen var en notorisk målscorer, der gjorde livet farligt for modstandernes målmænd, og de mange mål skabte opmærksomhed hos Vejle Boldklub, der var førsteudfordrer til datidens stærkeste klub, AGF.

Det varme venstreben

I Vejle skulle publikum hurtigt lære Henning Enoksen at kende. Da han kom til klubben som i 1957 var Vejle netop rykket op i den bedste danske række, 1. division, men Enoksen skulle vise sig at blive en legende i klubben, og i sin anden sæson i VB blev han topscorer i 1. division, og var med sine imponerende 27 mål i 22 kampe stærkt medvirkende til, at Vejle for første gang blev danske mestre, og Enoksen kunne oven i købet glæde sig over ’the Double’, da Vejle i samme sæson blev pokalmestre.

Henning Enoksens store præstationer for Vejle gik da heller ikke landstræner Arne Sørensens næse forbi, og Enoksen debuterede på det danske landshold d. 15. maj 1958 i en kamp mod Curacao, og som i Vejle gik han uimponeret til værks, det giftige venstreben lynede to gange, og Henning Enoksen viste vejen for den imponerende landsholdskarriere der skulle vise sig at ligge foran fødderne på den unge morsingbo.

Legendariske landsholdsmål

Henning Enoksen fortsatte både på klub- og landshold med et imponerende scoringssnit, og hans venstreben blev elsket og frygtet i hele Danmark. Efter debuten på landsholdet, bed han sig fast i inderkredsen af 1960’ernes stærke danske landshold med profiler som Henry From og Harald Nielsen, der skulle overraske alle ved at vinde sølv ved OL i Rom i 1960. Henning Enoksen scorede blandt andet fire mål i de fire kvalifikationskampe til OL, og skrev sig for alvor ind i historiebøgerne ved at score det ene mål i den fantastiske sejr i OL-semifinalen over favoritterne fra Ungarn.

I tiden efter OL fortsatte Henning Enoksen med at score mål for Vejle, indtil han i 1962 skiftede til rivalerne fra AGF, og efterlod sig en scoringsstatistik der stadig er naglet fast i Nørreskoven i Vejle: Imponerende 111 mål i 132 kampe blev det til, i de fire år i rødt. At Enoksen ikke havde brug for lang tid til at spille sig ind på et nyt hold, viste han igen da den første sæson i AGF var færdigspillet. Den nationale topscorerværdighed tilfaldt endnu engang Henning Enoksen, der i sin debutsæson havde scoret hele 24 gange.

Det blev til en enkelt topscorerpris mere, nemlig i 1966, den sidste sæson på topniveau for Henning Enoksen, der spillede afskedskamp for landsholdet d. 21. september 1966 mod et ungarnsk hold der fik gevaldig revanche for nederlaget i OL-semifinalen, og besejrede Danmark og Enoksen med 6-0. Alligevel kunne Henning Enoksen se tilbage på en imponerende karriere. På landsholdet blev det til ikke mindre end 29 mål i 54 kampe, og Enoksen står stadig tilbage som den syvende mest scorende på landsholdet nogensinde.

Tiden efter fodbolden

Da Henning Enoksen i 1966 stoppede på topplan, var det ikke ovre med fodbold. Han stod som spillende træner i spidsen for den lille klub Tønder SF, som han var med til at sikre både oprykning to år i træk, samt et decideret tilskuerboom i Tønder, hvor der i 1969 var ikke mindre end 2000 tilskuere til en serie 1 kamp. Henning Enoksen var desuden i mange år aktiv i DBU’s træner og uddannelsesudvalg. Henning Enoksen har skrevet flere fodboldbøger og holdt foredrag omkring sin karriere. Han er idag pensioneret, og har på grund af en kræftsygdom måtte lade sit før så skarpe venstreben amputere, men er man over 50 vil man alligevel nok kunne huske Henning Enoksens varme venstreben fra tiden i Vejle, AGF og på landsholdet.

Skrevet af Michael Elgaard



Kommentér



Top-menu
Menu