Наши партнеры

Menu



Biografi: Ole Bjørnmose

Fulde navn: Ole Bjørnmose

Født: 7. maj 1944

Landskampe/mål: 16 (2)

Verdensmesterskaber: Ingen

Europamesterskaber: Ingen

Klubber: Nørre Aaby, B 1909, Werder Bremen, Hamburger SV, Fredericia KFUM

Klubtrofæer: Tysk pokalmester 1976

Starten på karrieren

Ole Bjørnmose indledte sin fodboldkarriere i Nørre Aaby, men skiftede som 21-årig til en af de, på daværende tidspunkt, største klubber på Fyn, nemlig B 1909. Her nåede Bjørnmose dog kun 12 kampe, hvoraf han blev udvist i sin sidste optræden. Han var således en af de første danskere, som skiftede til udlandet, hvilket skete i 1966.

Tiden i udlandet

Gennembruddet kom, da Bjørnmose skiftede B 1909 ud med den tyske storklub Werder Bremen. Her spillede han fra 1967-1971. I løbet af de fem sæsoner præsterede Ole Bjørnemose 137 optrædener for den tyske topklub. Han var en særdeles populær person i Bremen. Dette skyldtes især hans arbejdsomme skikkelse på midtbanen. I øvrigt var Ole Bjørnmose holdkammerat med Sepp Piontek i Werder Bremen-tiden.

Efter fem sæsoner hos Werder Bremen skiftede Ole Bjørnmose til den nordtyske klub Hamburger Sport-Verein. Her slog han også sit navn fast med hele 186 førsteholdskampe. Det var også med Hamburger SV, at Ole Bjørnmose vandt sit eneste klubtrofæ. Det skete i 1976, da det blev til en pokalsejr med nordtyskerne. Tiden i det tyske bragte det samlede antal spillede Bundesliga-kampe op på en total af 323 kampe. Dette skulle vise sig at blive en rekord, som var svær at slå. Rekorden for flest kampe i den tyske Bundesliga af en udlænding, kom nemlig til at stå i ikke mindre end 30 år. Altså blev den først slået i april 2008 af Sergej Barbarez. I Ole Bjørnmoses 323 Bundesliga-kampe scorede han 52 mål.

16 landskampe

Ole Bjørnmose nåede kun at spille sølle 16 landskampe. Dette skyldtes blandt andet det forbud, som DBU praktiserede indtil Bjørnmoses debut den 12. maj 1971. Forbuddet lød på, at fodboldspillere, som fungerede som professionelle i deres respektive klubber, ikke måtte optræde på landsholdet. Det betød, at fra da Ole Bjørnmose var en etableret stjerne i Bundesligaen, måtte han vente endnu fem år, før han fik mulighed for at spille en landskamp.

Ole Bjørnmose blev dog i sidste ende udtaget til den berømte landskamp mellem Danmark og Portugal, som blev spillet på Das Antas. Bjørnmose var blandt de fem professionelle spillere, som den daværende udtagelseskomité tilsagde, og stillede til rådighed for den daværende landstræner Rudi Strittich i den historiske A-landskamp nummer 336. Bjørnmoses landskampsdebut var dermed en historisk en af slagsen. Og selvom Danmark måtte tage hjem fra Portugal med et 5-0 nederlag i bagagen, huskes den stadigt.

En anden faktor som havde mindst lige så meget indflydelse på antallet af landskampe, var at klubberne, på dette tidpunkt, suverænt selv bestemte, hvorvidt deres spillere måtte optræde for deres landshold. Det betød, at mange af de danske 70’er-ikoner som Allan Simonsen og Henning Jensen, måtte melde fra til træningskampe og kvalifikationskampe. Bjørnmose var endnu et offer i rækken, og kunne altså måske have nået det dobbelte antal spillede landskampe.

Udover den famøse kamp på Das Antas spillede Ole Bjørnmose fire landskampe i sit debutår. Herefter spillede han sine resterende elleve landskampe indtil den 1. maj 1977. Hans sidste optræden på landsholdet var VM-kvalifikationskampen mod Polen, som Danmark tabte med 2-1 foran 48.000 tilskuere fire dage inden hans 33 års fødselsdag.

Ole Bjørnmose nåede at score to mål i sine 16 landskampe, ét mod Tjekkoslovakiet i 1973 og ét mod Finland i 1975. Ud af de 16 kampe blev kun fem vundet, to endte uafgjort og resten blev altså tabt.

Den nuværende landstræner, Morten Olsen, husker ham som en fantastisk spiller, som ikke alene var løbestærk, men også dygtig og kreativ. En rigtig innerwing, som det hed dengang.

Karrierens efterår

Efter de meget succesfulde år i Werder Bremen og Hamburger SV, valgte Ole Bjørnmose at vende tilbage til Danmark. Til stor fortrydelse, for mange af de bedste hold i landet, valgte Bjørnmose, at spille som amatør for Fredericia KFUM i serie 2. Dette skyldtes, at Bjørnmose gerne ville genoptage sit gamle fag som elektriker. Hvilket han så, samtidigt med fodbolden, kunne på Fredericia Elværk. Efterfølgende skiftede han til sin barndomsklub Nørre Aaby, hvor Bjørnmose havde indledt sin karriere. Her spillede han helt op til veteran-årgangen fire-fem år før sin død.

Efter elleve år som professionel fodboldspiller og 25 år som elektriker, gik Ole Bjørnmose på efterløn i 2006. Kort efter døde Bjørnmose pludseligt af en blodprop i hjernen. Ole Bjørnmose blev 62 år gammel.

Skrevet af Jens Refsgaard



Kommentér



Top-menu
Menu