Fulde navn: Carl Vilhelm “Skomager” Hansen
Født: 17. maj 1898
Død: 19. maj 1978
Klubber: ØB, B 1903 og Glasgow Rangers
Landskampe/mål: 7 (3)
Europamesterskaber: Ingen
Klubtrofæer: Tre mesterskaber med Glasgow Rangers
Starten på karrieren
Carl Vilhelm “Skomager” Hansen tog hul på sin karriere i en alder af 17 år i Østerbros Boldklub, men her blev han kun i et år, hvorefter han skiftede til den københavnske klub B 1903, som på daværende tidspunkt var forsvarende danske mestre. I foråret 1921 mødte københavnerne de skotske stjerner fra Glasgow Rangers, der var inviteret til ”Stævnet”s turnering i Københavns Idrætspark, som Parken hed i gamle dage.
Første professionelle dansker i udlandet
Ved denne lejlighed viste Carl Vilhelm storspil i angrebet, hvor han tryllebandt skotterne. Senere samme år tilbød Glasgow Rangers ti millioner kroner for den 23-årige dansker. Overgangssummen blev taget imod med kyshånd hos københavnerne, og således blev Carl Vilhelm “Skomager” Hansen den første danske fodboldspiller, som blev professionel i udlandet.
Succesen ville ingen ende tage
“Skomager”, som han blev kaldt, fordi hans far var skomager, fik stor succes i Glasgow, hvor han gik under kælenavnene “The Great Little Dane” og “The Little Shoemaker”. Carl Vilhelm opnåede også, at blive den første udlænding, der nettede i den prestigefyldte affære “Old Firm”, hvor Rangers mødes med Celtic.
I sin tid i den skotske storklub, nåede han at bidrage til tre mesterskaber i henholdsvis 1923, 1924 og 1925.
Nedtrapningen
Han nåede dog ikke at optræde som professionel i mere end fire sæsoner, da et brækket ben forårsagede hans professionelle stop. Da han vendte hjem til Danmark kunne han se frem til to års karantæne, før han atter kunne få sine amatørrettigheder, og repræsentere sin gamle klub B 1903, hvilket han gjorde frem til 1928.
Landsholdsfodbolden
Skomagers landsholdskarriere blev afbrudt, da han skiftede til Glasgow Rangers, da DBU ikke accepterede at professionelle spillere samtidig var en del af landsholdet. Denne regel var gældende helt frem til maj måned 1971, hvilket også var årsagen til, at han kun nåede at spille syv A-landskampe fra 1918-1921.
Han debuterede i de rød/hvide-farver i en alder af 20 år, da Danmark mødte Sverige, hvor han scorede to mål. Samme år nettede han sit tredje og sidste mål, da danskerne slog et andet nordisk hold, nemlig Norge med de imponerede cifre 4-0.
Carl Vilhelm oplevede sin største skuffelse på landsholdet, da han blev frasorteret til truppen ved OL i Antwerpen i Belgien i år 1920. Uden nogen videre samtale blev “Skomager” sat af holdet, fordi han krævede at få morgenmaden serveret på sit værelse. En sådan luksus-ordning tillod DBU altså ikke at være en del af.
Trænerkarrieren indtraf
Carl Vilhelm fortsatte i fodboldens verden i funktionen som træner, hvor han op gennem 1930’erne trænede AB’s juniorer, hvor han vandt DM.
Under anden verdenskrig blev Carl “Skomager” arresteret i 1943 og idømt fire måneders fængsel for at have generet en tysker. De kommende fire måneder sad han i dansk fængsel og i den tysk KZ-lejr i Neumünster. Dette påvirkede senere hans nervesystem meget.
Da han atter var en fri mand, vendte han tilbage til B 1903 som professionel træner. Han trænede B 1903’s bedste seniorer og ynglinge fra 1943 til 1948.
“Skomager” kunne også skrive landstræner på sit efterhånden store CV, da han styrede roret ved det danske landsholds deltagelse ved de olympiske lege i Helsingfors i 1952.
Carl Vilhelm “Skomager” Hansen tog afsked med verden i en alder af 80 år den 19. maj 1978, blot to dage efter sin fødselsdag.
Skrevet af Casper Lohse