Thomas Delaney har længe været rygtet kraftigt til FC København, men nu er den danske landsholdsspiller blevet præsenteret i Bundesliga-klubben Hoffenheim.
FC København har i løbet af hele januar-transfervinduet været meldt på jagt efter Thomas Delaney, men Løverne kommer ikke til at hente ham i denne omgang.
Hoffenheim meddeler nemlig på sin hjemmeside mandag aften, at man har sikret sig den 31-årige midtbanespiller.
Delaney kommer til Bundesliga-klubben fra Sevilla på en lejeaftale uden købsoption, og til sommer vender han så retur til det spanske.
Danskeren kender den bedste tyske række godt fra sine år i Werder Bremen og Borussia Dortmund, og det glæder hans ny arbejdsgiver.
“Gennem sin tid i Werder Bremen og Borussia Dortmund ved han præcis, hvordan Bundesligaen fungerer, og hvad der kræves for at få succes i den,” udtaler Alexander Rosen, der er fodbolddirektør i Hoffenheim, om Delaney ifølge klubbens hjemmeside.
Hoffenheim befinder sig i skrivende stund på en 13. plads i Bundesligaen.